Klar til pokal-fight mod ambitiøst 1. divisonsmandskab

- 27/08/13
- Vi er klar over, at der venter os en varm velkomst i den runde hal i Herning onsdag aften. HC Midtjylland er storfavoritter til den direkte oprykning til ligaen, og de har samlet et hold af spillere med stor erfaring fra ligaen og en god portion rutine. Samtidig er pokalkampen startskuddet til deres store satsning i Herning, og vi ved, at der kommer mange tilskuere,. og forventningerne er store.

Cheftræner Nikolaj Jacobsen og spillerne er forberedt på opgaven, når vi onsdag kl. 19.00 møder HC Midtjylland i 1/8-finale i pokalen.

-Der skal fightes, spilles hurtigt og scores på de oplagte chancer, siger Nikolaj Jacobsen med hentydning til de mange misbrugte chancer i Super Cuppen mod Århus Håndbold i fredags.

-En af vores målsætninger for sæsonen er igen at komme i Final4, og derfor skal vi vinde i Herning, siger Nikolaj Jacobsen.

HC Midtjylland byder op med til kamp med blandt andre Heino Holm Knudsen, tidligere AaB, Århus Håndbold og Team Tvis Holstebro, Kristian Gjessing, Jacob Østergaard og Jørgen Rasmussen, tidligere Skjern, Martin Lysdal Hansen, tidligere SønderjyskE, Kasper Witt, Kasper Gudnitz og Troels Aagaard.

HC Midtjylland har netop været på træningslejr i Lalandia i Billund og sluttede med en sejr på 22-18 i en træningskamp mod Vejle fra 1. division og opnåede tidligere på sæsonen gode resultater med liga-hold ved KFUM-mesterskaberne.

Kampen dømmes af Per Olesen og Claus Gramm Pedersen, som også fløjtede Super Cuppen.  De skal også  være de neutrale opmænd i vores liga-premiere i København på lørdag og i hjemmekampen mod BSV lørdag 14. september.

Alle 1/8-finaler i pokalen spilles i aften, og de øvrige syv kampe er:

SUS Nyborg - Team Sydhavsøerne
Otterup - GOG
Holte - BSV
Amager - Team Tvis Holstebro
Korsør - Mors-Thy
Svendborg - KIF Kolding København
IK Skovbakken - Lemvig-Thyborøn

Dansk Håndbold Forbund foretager lodtrækning til kvartfinalerne mandag 2. september.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere