Kollektiv off day gav skuffende nederlag

- 09/11/17

Vi led i dag et skuffende nederlag på 23-26 hjemme i Jutlander Bank Arena mod Skanderborg i en kamp, hvor intet fungerede optimalt for os.

Det startede ellers fint ud, og en bolderobring i gæsternes første angreb resulterede i en Wiesmach-scoring i den anden ende, og vi var foran 1-0. De næste minutter blev der byttet mål indtil stillingen 4-3.

Herfra gik det ned af bakke for os, og Skanderborg tog undervejs i første halvleg en firemålsføring. Vi brændte flere store chancer, heriblandt to straffekast, og generelt set manglede skarpheden i alle spillets facetter. Vi fik dog rettet lidt op og var efter de første 30 minutter nede med to ved stillingen 10-12.

Efter pausen kom vi fint ud og fik udlignet ved 14-14. Herefter lavede gæsterne fire mål på stribe, og de fik sågar udbygget føringen til fem mål. I slutfasen kom vi op på minus to mål, men vi fik aldrig lukket hullet helt. Skanderborg lukkede kampen med et lille minut igen med scoringen til slutstillingen 23-26.

Det blev altså til et skuffende nederlag, og vi må se vores sejrsstime på fem 888ligakampe i streg blive brudt. Angrebet manglede i perioder tempo, og kampen igennem brændte vi for mange store chancer på en velspillende Kristoffer Laursen. Forsvarsmæssigt så det i perioder fint ud, men udfald undervejs gav et energisk Skanderborg hold lette mål undervejs. Vi spillede i dag uden Tobias Ellebæk, der fortsat døjer med en mindre skade i foden.

Vi må nu hurtigt se frem ad, og allerede søndag får vi mulighed for at revanchere os foran vores trofaste hjemmepublikum. Her gælder det et særdeles vigtigt opgør mod de polske mestre PGE Vive Kielce med kampstart kl. 16.50. Billetter til dette opgør kan fortsat købes her.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Patrick Wiesmach 7, Andreas Holst 5, Simon Hald 3, Buster Juul 3, Arnór Atlason 1, Lovro Jotic 1, Martin Larsen 1, Sebastian Barthold 1, Janus Smarason 1.

Målscorere for Skanderborg Håndbold:
Martin Larsen 6, Morten Balling 5, Andreas Væver 3, Frederik Ladefoged 3, Morten Kirk Olesen 3, Kasper Irming 3, Kristoffer Laursen 2, Kristian Bonefeld 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
Skanderborg Håndbold: 3 x 2 min.

Dagens dommere var Per Olesen og Nichlas Nygaard.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 2.869. 
 


Tilbage til oversigten

 

 
 
Eksklusivpartnere