Kollektiv stærk indsats gav sejr mod Mors-Thy

- 07/03/18

En flot præstation over hele linjen resulterede her til aften i en 25-21 sejr hjemme i Jutlander Bank Arena efter pausestilling på 15-12.

Allerede fra start satte vi os på kampen, og vi lagde os i teten med kampens to første scoringer. De var sat ind af Martin Larsen og Sebastian Barthold, der begge var velspillende i aftenens opgør og endte som delte topscorere med fem scoringer hver.

Undervejs i første halvleg fik Mors-Thy dog også spillet sig i front ved stillingen 7-8. Det var den eneste føring, de havde i løbet af kampen, og vi sluttede halvlegen godt af, så vi kunne gå i omklædningsrummet foran 15-12.

Efter pausen fortsatte vi de gode takter. Forsvarsspillet fungerede rigtig godt, og Mikael Aggefors stod en flot kamp med en redningsprocent på knap 50. Søren Pedersen gjorde ligeledes fremragende indhop i kampen, hvor han reddede tre straffekast på fire forsøg.

De gode takter var med til at udbygge føringen til 23-16 med godt ti minutter tilbage af kampen. Herfra forsøgte gæsterne sig med et mere offensivt forsvar, og det blev lidt en rodet affære de sidste minutter.

Det var dog ikke nok til at bringe sejren i faren, og til slut kunne vi køre to sikre og vigtige point i hus efter en flot holdindsats. Vi retter nu fokus videre på lørdagens udfordring, hvor vi drager til Skanderborg og en ny kamp om vigtige point venter.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Martin Larsen 5, Sebastian Barthold 5, Patrick Wiesmach 4, Buster Juul 3, Simon Hald 3, Tobias Ellebæk 2, Magnus Saugstrup 2, René Antonsen 1.

Målscorere for Mors-Thy Håndbold:
Marcus Dahlin 8, Erik Toft 4, Lasse Pedersen 3, Stefan Nielsen 2, Allan Toft Hansen 1, Nicolaj Spanggaard 1, Mads Andersen 1, Nickolei Jensen 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.
Mors-Thy Håndbold: 5 x 2 min.

Dagens dommere var Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 3.436.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere