Kristian Sæverås: Fornemmer den store interesse

- 27/08/18

Norske Kristian Sæverås er kommet til fra HK Malmø forud for denne sæson. Og den 22-årige landsholdsmålmand trives allerede godt i klubben, hvor han tydeligt kan mærke en stor interesse omkring håndbolden.

Sidste år var han én af de bedst målmænd i den svenske liga, og Kristian er nu klar til at tørne ud i Herre Håndbold Ligaen. Vores norske målmand er faldet godt til og har haft en fin opstart både på- og udenfor banen.

- Jeg er faldet rigtig godt til. Vi har spillet en del træningskampe, og jeg kan mærke, det håndboldmæssigt er blevet bedre kamp for kamp. Jeg trives også fint på holdet og har fået et godt indtryk af byen – så opstarten har været super fin for mig, siger Kristian Sæverås.

Kristian kommer fra den bedste svenske liga, men han mærker på flere områder, at skiftet til Aalborg Håndbold er et skridt op.

- Det hele er mere professionelt. Vi har mulighed for at træne flere gange dagligt, og hele organisationen har et mere professionelt set-up. Det giver mere mulighed for at tænke håndbold og fokusere på spillet. Fra min korte tid fornemmer jeg også allerede den store interesse omkring klubben - bl.a. med den store opbakning mod PSG og den høje interesse på de sociale medier.

Han kommer til at danne målmandsduo med Mikael Aggefors, og vores nye nordmand ser frem til dette makkerskab.

- I første omgang skal jeg opbygge mit kendskab til ligaen og skytterne. Derudover vil jeg også give Aggefors konkurrence på målmandsposten, så vi kan presse hinanden til at blive en rigtig god duo. På sigt er mit mål at blive fast mand på det norske landshold og prøve mig af i én af de allerstørste klubber i verden.

I øjeblikket er hans fokus dog fast rettet mod Aalborg Håndbold og på at sikre medaljer til det nordjyske.

- Mine forventninger til sæsonen er lidt svære udtale mig om. Vi har en del nye spillere, og som ny mand i ligaen skal jeg lige se niveauet an. Men i en klub som Aalborg Håndbold skal man sætte overliggeren højt og gå efter top 4 i hvert fald. Så det er da klart, at jeg har en forventning om, at vi skal være med i kampen om medaljer, slutter Kristian Sæverås.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere