​Ligasæsonen åbnet med to point

- 31/08/18

Aftenen bød på en forrygende åbning på Herre Håndbold Ligaen med en sejr på 29-24 i sæsonens ligapremiere mod SønderjyskE i Jutlander Bank Arena. 

Det var dog en noget nervøs indledning på kampen med masser af scoringer i begge ender, og to forsvar der kæmpede for at finde fodfæste i løbet af ligasæsonens første minutter.

I løbet af første halvleg fik vi stille og roligt spist os ind i kampen, og med hård fight krydret med gode redninger fra Aggefors kunne vi gå til pause foran med 15-14 efter at have været nede med to mål undervejs.

Vi startede anden halvleg som vi sluttede første – med momentum på vores side. Vores forsvar fortsatte med at stå stabilt, mens Aggefors tog fra i kassen, hvilket gav mange nemme kontrascoringer. Samtidigt fik vi bedre flow i angrebsspillet, hvor specielt Møllgaard og Ómar trådte i karakter undervejs i kampen. 

Det hjalp os med at opbygge en føring på fire mål relativt hurtigt i løbet af anden halvleg – og den føring slap vi ikke igen. De sidste 30 minutter var en yderst fokuseret indsats fra alle drengene, hvor vi holdte et flot tempo og høj intensitet i forsvaret.

Sejren kunne dog have været større endnu, men mange oplagte scoringschancer blev forspildt efter pausen, og det holdte gæsterne inde i kampen.

De to point kom på trods af det heldigvis aldrig rigtigt i fare, og vi kunne derfor starte weekenden på bedst tænkelig vis med en femmåls-sejr i ligasæsonpremieren. Det var til stor jubel for det nordjyske håndboldpublikum, som gav en rigtig god opbakning i første kamp med ligahåndbold i godt tre måneder. 

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Henrik Møllgaard 6, Mark Strandgaard 5, Ómar Ingi Magnússon 5, Magnus Saugstrup 3, Andreas Holst 3, Buster Juul 2, Jesper Meinby 2, Janus Smarason 2, Tobias Ellebæk 1. 

Målscorere for SønderjyskE:
Mikkel Kjær Møller 8, Aaron Mensing 4, Christian Jensen 3, Frederik Børm 3, Kasper Olsen 2, Chris Holm Jørgensen 2, Oliver Nøddesbo Eggert 1, Frederik Ladefoged 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
SønderjyskE: 1 x 2 min.

Dagens dommere var Per Olesen og Claus Gramm Pedersen.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 3.353. 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere