Lige ved og næsten

- 18/03/18

Efter en forfærdelig første halvleg var vi bagud 10-16 ved pausen mod TTH Holstebro. Vi fik kæmpet os tilbage efterfølgende og tog undervejs føringen igen. Til sidst måtte vi dog se os slået med et enkelt mål, 25-26.

Fra start haltede vi et skridt efter, og gæsterne tog teten i opgøret med en føring på 3-6 efter 11 minutters spil. Dagens udehold fortsatte med at trække fra til trods for, at de undervejs måtte sige tak for i dag til Magnus Bramming, der fik direkte rødt kort for at have skudt Mikael Aggefors i hovedet på et straffekast.

Føringen til TTH Holstebro kom således op på syv mål undervejs i første halvleg, hvor vi slet ikke kunne få tingene til at hænge sammen. En reducering i det døende sekund af Simon Hald til 10-16 gav dog en smule optimisme med i omklædningsrummet.

Det skulle vi forsøge at omsætte til en comeback i anden halvleg, men det startede uden de store ændringer på tavlen. Det var indtil 39 minutters spil, hvor stillingen var 13-19.

Herefter begyndte vi virkelig at rykke, og med fire mål i træk var vi ved at lukke hullet. Vi spillede syv mod seks i angrebet, mens vi forsvarsmæssigt for alvor fik fat. Derudover lukkede Søren Pedersen også helt af, og han diskede op med flere flotte redninger og 11 redninger på 22 forsøg.

Selvom TTH Holstebro igen kom på tavlen, så fortsatte vi jagten på comebacket. Vi hentede yderligere ind, og med seks minutter igen kunne Martin Larsen sætte bolden i kassen til en føring på 23-22.

Det indledte en hektisk afslutning, hvor vi desværre manglede skarpheden i afgørende sekvenser, og marginalerne faldt ud til fordel for gæsterne. På et mål med ni sekunder igen tog de føringen på 25-26, og da vi efterfølgende måtte se et frikast blive reddet efter tid, var nederlaget en realitet.  

Resultatet var et yderst hårdt slag i jagten på fjerdepladsen. TTH Holstebro er nu tre point foran med to kampe igen. Vi skal nu vinde vores to sidste, mens TTH Holstebro skal tabe begge. Det vil vi naturligvis gå efter, og næste skridt i vejen på dette er torsdag, hvor vi på udebane møder Århus Håndbold.

Til slut skal lyde en tak til de 3.854 tilskuere, der skabte en flot kulisse om aftenens kamp.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Tobias Ellebæk 5, Lovro Jotic 4, Martin Larsen 4, Simon Hald 4, Buster Juul 2, René Antonsen 1, Andreas Holst 1, Magnus Saugstrup 1, Søren Pedersen 1, Jacob Hessellund 1, Sebastian Barthold 1.

Målscorere for TTH Holstebro:
Peter Balling 7, Emil Sidelmann 5, Viktor Östlund 4, Lars Mousing 4, Kasper Kildelund 3, Jac Karlsson 2, Jeppe Hauskov 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 6 x 2 min.
TTH Holstebro: 3 x 2 min + 1 direkte rødt kort.

Dagens dommere var Per Olesen og Claus Gramm pedersen.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 3.854.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere