​Mandfolkepræstation sikrede ny CL-sejr

- 29/09/19

Hvilket comeback! Efter at have været bagud med 4-5 mål i store dele af kampen formåede vi at vende dagens udekamp mod Celje på hovedet, og vi spillede os således på dramatisk vis til en sejr på 28-29. Vi har dermed fortsat maksimumpoint efter de første tre kampe i VELUX EHF Champions League.

Vores slovenske modstander var pointløse inden dagens kamp, og det var derfor et hjemmehold med kniven for struben, der indtog banen.

Det var tydeligt gennem første halvleg, at de var et lille skridt foran. De investerede mere i duellerne og var generelt en smule skarpere og mere kyniske end os.

Celje spillede sig derfor til flere 4-måls føringer inden pausen, og selvom vi var lige ved at få færten et par gange, så var det også med en føring på fire mål, at de kunne gå til pause ved stillingen 14-10.

Med ryggen mod muren kom vi ud til anden halvleg og fik vendt kampbilledet på hovedet.

Nu var det i stedet os, der kastede os frygtløs ind i mand-mand duellerne, og vi kom med langt mere energi og engagement fra anden halvlegs start.

På trods af at Celje var det første hold til at komme på tavlen efter pausen, så begyndte vi at spise af hjemmeholdets forspring.

Vi fik således forspringet bragt ned på blot et enkelt mål af flere omgange. Men hver gang vi var lige ved at have helt fat i hjemmeholdet, så fik de skabt sig en smule luft igen.

Det lykkedes dog omsider at lukke hullet helt med otte minutter igen ved stillingen 24-24, og kort efter fik vi også bragt os i front med et enkelt.

Vi kom sågar i front med to mål, inden vi nærmere os de absolut døende minutter, som skulle vise sig at blive ganske dramatiske.

Med lidt under tre minutter tilbage af kampen blev Magnus Saugstrup vist ud for sin tredje to minutters udvisning ved stillingen 26-28. Det udnyttede slovenerne ved at udligne til 28-28.

I kampens sidste minut sled Benjamin Jakobsen sig igennem på stregen og gav os igen føringen. I kampens sidste angreb fik vi begået det vigtige frikast mod hjemmeholdet med få sekunder tilbage, og de nåede derefter kun et direkte kast mod mål, som røg forbi kassen.

Jublen kunne dermed bryde ud oven på en forrygende kamp, hvor vi viste kæmpe klasse og moral ved at komme tilbage på udebane i VELUX EHF Champions League i et opgør, hvor vi i store dele havde ryggen mod muren.

Hele holdet rykkede sammen i bussen, blev ved med at tro på konceptet og holdte hovedet koldt i pressede situationer.

Specielt var både Mishels Liaba og Benjamin Jakobsen med til at sparke gang i tingene efter pausen. Mishels havde tur i den fra distancen og gav fornyet energi til offensiven, mens Benjamin bragte en masse fight, fysik og altså også den afgørende scoring.

Med dagens fantastiske comeback udbygger vi vores drømmestart i VELUX EHF Champions League, hvor vi med 6 point indtager en delt førsteplads i Gruppe A sammen med Paris Saint-Germain.

Næste CL-opgave bliver en stor udfordringer hjemme i Jutlander Bank Arena mod sidste års kvartfinalister fra Pick Szeged. Inden da venter dog to kampe i Primo Tours Ligaen – den første mod Lemvig-Thyborøn på fredag ligeledes på hjemmebane.

Køb din billet til vores kommende hjemmekampe lige her.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for RK Celje Pivovarna Lasko:
Josip Sarac 6, Diogo Silva 6, Gal Marguc 4, Patrik Leban 4, Kristjan Horzen 3, Vid Poteko 2, David Razgor 2, Jan Grebenc 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Magnus Saugstrup 5, Mishels Liaba 4, Mark Strandgaard 4, Henrik Møllgaard 4, Buster Juul 3, Benjamin Jakobsen 2, Janus Smarason 2, Sebastian Barthold 2, Tobias Ellebæk 2, Mads Christiansen 1. 

Redninger:
Klemen Ferlin: 7/29 (24 %)
Miljan Vujovic: 1/8 (12 %)

Kristian Sæverås: 1/10 (10 %)
Mikael Aggefors: 6/25 (24 %)
Udvisninger:
RK Celje Pivovarna Lasko: 3 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 5 x 2 min.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere