Mor og datter fra Hillerød og Odense blandt de trofaste Aalborg Håndbold-fans

- 17/06/14
Det at være fan af Aalborg Håndbold er ikke kun forbeholdt nordjyder. Fan-kulturen i og omkring klubben vokser konstant - ikke mindst båret af et velfungerende arbejde i Aalborg Håndbold Support.

Når Erevik, Slundt, Tvedten og alle de andre spillere løber på banen, kan de godt regne med, at mor og datter, Lizzie Pedersen fra Hillerød og Britha Pedersen fra Odense, er klar på tilskuerpladserne, uanset om kampene spilles i Gigantium eller på udebane rundt omkring i landet.

Lizzie og Britha Pedersen har også sikret sig sæsonkort til den kommende sæson, og Lizzie Pedersen er klar til at starte bilen hjemme i Hillerød for at køre omkring Odense og tage Britha med til kampene.

- Hvis mor er forhindret i at køre, tager jeg toget fra Odense til Aalborg og hjem igen, for jeg skal se kampene, fortæller Britha Pedersen, der om få uger kan kalde sig cand. mag. i dansk med nordisk  sprog som tilvalg.

- Vi har altid fulgt håndboldlandsholdene i tv, og da jeg i 2008 flyttede til Odense begynde vi sammen at tage til Gudme på Sydfyn for at følge GOG. Det gik også godt, indtil klubben gik konkurs i januar 2010. Så skulle vi finde nogle andre i herreligaen at holde med, og vi syntes, at AaB Håndbold, som det hed dengang, havde et spændende hold. Vi ramte Aalborg på det rigtige tidspunkt og var til den tredje DM-finale i maj 2010, da holdet sikrede sig mesterskabet, siger Britha Pedersen.

- Siden har vi ikke sluppet Aalborg Håndbold af syne. Vi er blevet taget rigtigt godt imod af fanklubben og selve klubben og har fået mange nye bekendtskaber. Der er mange spændende arrangementer før kampene med  bl.a. spisning i caféen og ekstra tilbud til os med sæsonkort, og der er altid en super stemning både før og under kampene, ligesom det er hyggeligt at mødes til udekampene, hvor flere og flere fra fan-klubben er med.  

Hjemme i Hillerød erkender mor LIzzie Pedersen, at det bliver til adskillige tusinde kilometer på landevejene i løbet af en sæson.

- Sidste sæson så vi 15 kampe i Gigantium og en række af udekampene, og det kræver et større planlægningsarbejde. Jeg overnatter ofte hos Britha i Odense på vejen hjem fra kampene i Aalborg, for det er langt at køre i et stræk, siger Lizzie Pedersen, der til dagligt arbejder på sygehuset i Gentofte.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere