Mors-Thy kommer med fynd og klem på lørdag

- 08/03/17
Der står to meget vigtige point for spil for begge hold, når vi lørdag kl. 18.30 tager imod Mors-Thy Håndbold i Jutlander Bank Arena.  Vi kæmper for at bevare førstepladsen i 888ligaen, og holdet fra Bette Balkan kæmper for pladsen i slutspillet.

Kampens store betydning smitter også af på interessen for kampen. Vi forventer igen mellem 3.500 - 4.000 tilskuere på lægterne, heraf mange Mors-Thy-supportere, så der bliver gang i den.

Mors-Thy kommer som ubesejret i de seneste ni kampe. En imponerende stime af sejre og uagjorte kampe, som har bragt dem meget tæt på deltagelse i slutspillet.

Jan Paulsens tropper har præsteret både på hjemme- og udebane med et stærkt forsvar og Kasper Larsen som en stærk sidste skanse i målet.

Christoffer Chichosz og Allan Toft Hansen binder forsvaret sammen, ofte suppleret af unge Mads K. Andersen. I angrebet bomber den svenske to meter mand, Marcus Dahlin, løs fra højre back og er blandt de mest scorende i ligaen. Nicolai Sommer er omskolet fra venstre back til playmaker, Nickolei Jensen er tilbage som venstre back efter sin skade, ligesom Stefan Nielsen supplerer i bagkæden. Henrik Tilsted er scoringssikker fra venstre fløj, og Lasse Pedersen og Lasse Justesen huserer på højre fløj.

Vi har mødt Mors-Thy Håndbold to gange tidligere i denne sæson, begge på udebane. Først i 1/8-finalen i Santander Cup, hvor vi vandt 28-21 tilbage i september, og i liga-kampen i november vandt 27-17.

Kampen på lørdag dømmes af Michael Søegaard og Thomas Kalisz, og har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan du købe på www.aalborghaandbold.

Indtil 24 timer før kampen har du også mulighed bestille spisning i Carlsberg Cafeen på www.aalborghaandbold.dk

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere