Morten Slundt og Martin Larsen klar til semifinalen lørdag kl. 14.00

- 08/05/15
Scenen er sat til et formentligt meget tæt opgør, når vi i morgen, lørdag kl. 14.00 møder de forsvarende mestre fra KIF Kolding København i semifinalen i Jutlander Bank Arena.

Is-arenaen vil være fyldt,  og stemningen blandt de godt 4.000 tilskuere vil være på kogepunktet med KIF Kolding København-tilhængere i den ene af hallen og opbakning til Aalborg Håndbold fra resten af hallen. Trænerne og spillerne tripper efter at komme i kamp i den første semifinale, hvor det gælder om at få så godt et udgangspunkt som muligt inden returkampen i Kolding lørdag 23. maj.

Cheftræner Jesper Jensen har sammen med spillerne lagt sidste hånd på forberedelserne til kampen og melder de to bagspillere, Morten Slundt og Martin Larsen, klar til kamp efter et par ugers skades-pause.  

- Både vi og KIF Kolding København havde flere spillere med diverse landshold i disse uge, men i denne uge har vi haft mulighed for at træne godt, og for begge holds vedkommende er det 14 dage siden, vi har været i kamp, siger Jesper Jensen, der må se bort fra langtidsskadede Søren Westphal og Olafur Gustafsson.

Cheftræner Aron Kristjansson, KIF Kolding København, der er i gang med de sidste opgaver som chef i klubben, melder alle spillere klar. Det vil bl.a. sige, at Lasse Andersson, Kasper Irming, Lars Jørgensen og Kim Andersson, der alle har været skadet på det seneste, er meldt klar til kamp.

Det er fortsat muligt at købe billet til kampen på www.aalborghaandbold.dk og ved indgangen fra kl. 12.30. Du kan også varme op til kampen i Carlsberg Cafeen med to rettes mad for kun 89 kroner - tilmelding på www.aalborghaandbold.dk/quicklinks/events.




 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere