Nederlag på 27-24 til Bjerringbro-Silkeborg

- 18/02/15
Vi er i øjeblikket udfordret i spillets kvalitet i både forsvar og angreb, og det resulterede i en fortjent sejr på 27-24 til Bjerringbro-Silkeborg, der dermed reducerede vort forspring ned til dem på tredjepladsen til tre point. 

Det var en kamp, der blev spillet på hjemmeholdets præmisser, og som blev domineret af BSVs to p.t. meget skarpe højre backs, Mads Christiansen og Nikolaj Øris Nielsen. 

Søren Westphal indledte med flere gode redninger, men måtte i kampen som helhed se Søren Rasmussen vinde målmandsduellen. Westphal stod hele kampen, fordi Ole Erevik havde et hold i nakken og derfor ikke kun spille.

Holdene fulgtes ad til 6-6, men derfra sikrede BSV sig en to måls føring. Det var status, indtil godt tre minutter før pausen, hvor det stod 12-11. Hjemmeholdet scorede yderligere tre mål til 15-11 inden pausen, og det var en indikation af forløbet i 2. halvleg. 

Vi kom bagud 17-11 efter få minutter, og det var skriften på væggen i den kamp. Jesper Jensen forsøgte sig med syv markspillere, og det gav også umiddelbart resultat i et par reduceringer, men BSV scorede hurtigt et par lette mål i den anden ende, og så kom føringen helt op på seks mål. 

2. halvleg blev en meget rodet affære med to hold, der forcerede hele tiden, og spillet var præget af mange tekniske fejl. 

Der er brug for et par gode træninger, inden kursen lørdag sættes mod Ungarn, hvor vi søndag kl. 19.00 spiller den meget afgørende kamp mod Pick Szeged i Champions League. En kamp, der skal give point, hvis vi skal videre i turneringen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere