Nikolaj J: Vi går efter sejren mod KIF Kolding København

- 11/04/13
- Det bliver hård fight i 60 minutter mellem to fysiske stærke hold, der begge ser ud til at have ramt topformen på det rigtige tidspunkt.

Cheftræner Nikolaj Jacobsen forudser en meget tæt kamp i top-braget mod KIF Kolding lørdag kl. 15.00 i Gigantium. Da de to hold mødtes i de samme omgivelser for godt to måneder siden, vandt Jacobsens tropper 23-22 efter en fantastisk afslutning på kampen.

- Vi går efter sejren igen. Det bliver en alvorlig - og god test for os i de videre bestræbelser på at indfri vores ambition om at komme i semifinalen, siger Nikolaj Jacobsen. Vi skal kunne give KIF Kolding København en hård kamp om de to point, og jeg forudser, at målmandsduellen kan blive afgørende for udfaldet. Kasper Hvidt har - igen - haft en fantastisk sæson, men duoen Erevik og Sjöstrand har et niveau, der matcher ham.

- Og så skal vi fortsætte videre positive udvikling i kontra-spillet, hvor vi over de seneste par måneder har fået flere og flere mål på kontraer.

- Vi er helt klar på opgaven, og jeg håber, at den øgede selvtillid, som de to første sejre på 33-22 har givet, giver os en fortsættelse af vort gode spil i begge ender af banen. Det vil være dejligt at komme yderligere to point tættere på en semifinale, siger Nikolaj Jacobsen, som kan notere, at KIF Kolding København definitivt er uden forsvarskrumtappen Joachim Boldsen.

Der er dog rigeligt med stjernespillere endda på sydjydernes hold: Kasper Hvidt, Lasse Boesen, Bo Spellerberg, Kim Andersson, Lukas Karlsson, Kasper Irming, Frederik Børm, Stefan Hunstrup, Boris Schnuckel, Rasmus Jensen, Cyril Viudes og Simon Jensen.

- Stort til lykke til KIF Kolding København med den fortjente sejr i grundspillet og kvalifikationen til Champions League. De har et frygtindgydende mandskab, men vi har tidligere bevist, at vi kan vinde over dem. og det agter vi at gøre igen...

Der bliver drøn på i Gigantium lørdag eftermiddag. Forhåndsinteressen er meget stor, men det er fortsat muligt at sikre sig billetter til kampen. Enten ved at købe her via hjemmesiden eller ved indgangen før kampen.

- Det er sådanne kampe, vi både som spillere og trænere glæder os til, og vi satser alt på at kunne levere en ny, flot kamp foran flere end 4.000 tilskuere i Gigantium, siger Nikolaj Jacobsen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere