Nikolaj Jacobsen efter dagens træning: Ved godt mod

- 11/05/13
Cheftræner Nikolaj Jacobsen sendte ved middagstid lørdag spillerne hjem efter den afsluttende træning med følgende konstattering: 

- Vi er ved godt mod. Det går hurtigt i håndbold, og vi skal hurtigt have vendt deres føring på to mål fra den første kamp til samlet føring i vores favør. Vi er klar over, at vi skal kæmpe for finale-pladsen i 60 minutter, for Mors-Thy lurer på deres chance og gør det godt.

- I forhold til den første semifinale i torsdag skal vi selv have mere tempo i spillet, og så skal vi stresse dem noget mere i deres angrebsspil. De spillede med meget lange angreb og fik lov til det.  Vi skal presse dem og stå mere kompakt i forsvaret, så vi også får flere redninger, siger Nikolaj Jacobsen. 

Cheftræneren har Tobias Aren helt ude af truppen på grund af den rygskade, der fortsat plager ham. Han erstattes i truppen af Simon Hald, der er tilbage efter at have været lejet ud til Team Vesthimmerland i 1. division.

Mors-Thy Håndbold vandt 25-23 i torsdags. Det vil sige, at vi skal vinde med flere end to mål, hvis de scorer flere end 23 mål. Hvis kampen slutter med sejr til os på 25-23 - altså samme cifre, som i torsdags, går man direkte til straffekast.  Kan vi holde dem på 22 eller færre, er det tilstrækkeligt for os at vinde med to mål. 

Spænding bliver der nok af i en totalt Gigantium Isarena, hvor der er plads til 4.600 tilskuere med den nuværende opstilling. 




Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere