Nikolaj Jacobsen: Fight i alle 60 minutter fredag aften

- 18/10/12
Der er ikke tid til at slappe af, efter at billetten til Final4 blev sikret i tirsdags med sejren over Team Sydhavsøerne. Efter to dages træning er der kamp-dag igen fredag, hvor vi møder Nordsjælland Håndbold kl. 19.30 i Gigantium.

- Kampene kommer som perler på en snor i denne og næste uge, så det gælder om hurtigt at slippe den ene kamp og komme videre til næste opgave, siger cheftræner Nikolaj Jacobsen, der glæder sig over tre sejre på stribe og over, at to af sæsonens sportslige målsætninger nu er indfriet: Nemlig at hjemføre titlen i Super Cuppen og at kvalificere os til Final4.

- Der har været positive elementer undervejs i de tre sejre, men der er fortsat en del at arbejde med til træningen for, at vi kan løfte niveauet yderligere som et hold - og være klar til de udfordringer, der kommer i de næste kampe, siger Nikolaj Jacobsen.

- Vi ved, at der kommer perioder i kampene med godt spil og med dårligt spil. Det, vi skal arbejde frem imod, er, at vi kommer med de rigtige attituder i forsvar og angreb, kæmper, udstråler vilje og tror på os selv.

Nordsjælland Håndbold har fire point for seks kampe - opnået med sejre over Ribe-Esbjerg og uafgjorte kampe mod Viborg HK og Skive fH. Holdet har tabt til Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro og BSV.

Nordsjællænderne har en rutineret keeper-duo med veteranen Kristian Asmussen og Søren Westphal, og i bagkæden er det spillere som H. C. Lund, Morten Nyberg, Michael Riis og Nicolai Koch-Hansen, der trækker læsset med stortalentet Alexander Lynggaard på stregen, og Anders Christensen og Morten Schou på fløjene.


 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere