Nordjysk lokalopgør forude

- 01/10/18

I morgen, tirsdag, venter et nordjysk lokalbrag, når Mors-Thy Håndbold gæster Jutlander Bank Arena. Kampstart er kl. 19.30.

Sæsonen er nu ved at være godt i gang, og den syvende ligakamp er på programmet i morgen. Efter fem sejre på stribe ramte vi muren i sidste uges kamp mod GOG, hvor vi løb ind i et overbevisende nederlag. På trods af dette indtager vi fortsat en delt førsteplads – og den placering har vi naturligvis i sinde at holde fast i efter morgendagens kamp også.

Mors-Thy Håndbold har derimod fået en mildest talt dårlig start på sæsonen, hvor de fortsat har deres første point til gode. De har dog været godt med i alle kampe, og i deres seneste kamp måtte de først til allersidst se sig slået med et enkelt mål af TTH Holstebro.

I morgen gælder det et nyt slag, og starten på sæsonen kan derfor ikke bruges, når først startfløjet er lydt – specielt i en kamp som i morgen, hvor der altid er et særligt liv omkring det nordjyske lokalopgør.

Historisk set har vi de senere år haft et rigtig godt tag på Mors-Thy. De seneste 6 indbyrdes opgør er endt med os som sejrherrer, mens vi samtidigt har vundet de sidste 11 indbyrdes kampe, som er spillet på nordjysk grund.

Den tendens håber vi naturligvis på fortsætter i morgen, og vi er også klar til at give den fuld gas for at komme tilbage på sejrssporet foran vores trofaste tilhængere i Jutlander Bank Arena.

Mors-Thy er anført af de to bagspillere Marcus Dahlin og Erik Toft, der begge er godt med fremme på Herre Håndbold Ligaens målscorerliste. Foruden besøg af disse to byder morgendagens lokalbrag også på et gensyn med Søren Pedersen og Jacob Hessellund, der begge skiftede til den blå trøje forud for indeværende sæson.

Kampstart er kl. 19.30 – du kan fortsat nå at sikre dig din billet og være med til at støtte os til sejr i morgendagens lokalbrag. Køb din billet her.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere