Nyt topopgør venter

- 08/12/17

Tidligere på ugen var vi i Skjern og møde 888ligaens øjeblikkelige tophold. I morgen, lørdag, venter GOG på udebane, og de indtager i øjeblikket andenpladsen. Kampstart er kl. 16.00.

Et svært opgør venter, når vi i morgen drager mod Fyn. GOG har været rigtig godt spillende i denne sæson, og Nicolej Krickaus tropper har, med undtagelse af en enkelt kamp mod Skjern, vundet samtlige hjemmekampe i denne sæson.

Vi har dog i sinde at tilføje fynboerne nederlag nummer to og vil gå benhårdt efter at tage to vigtige point med retur til Aalborg. I øjeblikket indtager vi ligaens femteplads, og seks point skiller os fra Skjern, der topper tabellen. En sejr i morgen vil derfor være et vigtigt skridt i bestræbelserne på at holde kontakt til toppen.

Nogen nem opgave bliver det ikke, og begge hold kommer ovenpå nederlag til Skjern. Vi tabte 31-29 i Skjern onsdag aften i et utroligt tæt og intenst opgør, mens GOG i sidste uge måtte se sig slået 26-31 på hjemmebane. Det bliver derfor uden tvivl to mandskaber, der vil tilbage på sejrskurs, som betræder halvgulvet i Gudme i morgen.

Det sidste møde i Gudme var en gyser i sidste sæsons slutspil. Her hentede vi fire mål i de døende minutter og sikrede os dermed uafgjort – et resultat, der viste sig at være altafgørende for vores vej til semifinalen og senere hen det danske mesterskab.

Der er kampstart, i morgen lørdag, kl. 16.00, og kampen dømmes af Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere