Op mod 4.000 klar på lægterne til opgøret mod GOG torsdag

- 22/04/15
Vi er som bekendt sikre på deltagelse i semifinalen - for tredje sæson i træk, men det er fortsat af stor betydning at besejre GOG, når fynboerne kommer på besøg i Jutlander Bank Arena torsdag kl. 19.30. En sejr giver et godt udgangspunkt før den direkte duel om førstepladsen på søndag hjemme mod BSV.

Der er stor interesse for kampen mod GOG i morgen. Vi forventer op mod 4.000 tilskuere, og der plejer at være god fight og underholdning, når vi møder GOG.

GOG har udspillet sin rolle i puljen ved kun at have opnået ét point i de første fire kampe.  Men når man er iført den gule GOG-trøje spiller man for æren og den sportslige stolthed, så vi er forberedt på et GOG-mandskab, der kommer for at vinde og stikke en kæp i hjulet på vores drømme om en pulje-sejr.

For præcist tre uger siden besejrede vi GOG 31-25 i udekampen i den første kamp i slutspillet. Det er fjerde opgør mod fynboerne i denne sæson, og vi har endnu ikke tabt til dem. Vi vandt hjemme i  grundspillet og spillede uafgjort i Gudme.

Jesper Jensen har fortsat spillere, der døjer med små-skader, og som derfor er tvivlsomme til kampen. Flere af dem testes lige før kamp-start. Givet er det desværre, at korsbåndsskadede Søren Westphal ikke spiller. Han erstattes af U 18-spilleren Marcus Mølbjerg Jørgensen.

GOG må undvære stregspilleren Lars Hald, der er ude med hjernerystelse efter at være ramt i hovedet af en bold.

Kampen dømmes af Henrik Mortensen og Leif Poulsen.


 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere