Oprejsningen skal ske lørdag i den runde hal i Herning

- 20/10/16
Nederlaget til Ribe-Esbjerg HH onsdag aften er fordøjet - omend med besvær, og allerede ved dagens træning var fokus rettet mod lørdagens vanskelige udekamp mod HC Midtjylland i den runde hal i Herning.

Midtjyderne med aalborgensiske Morten Secher ved trænerroret har ligesom Ribe-Esbjerg oprustet til denne sæson og er kommet godt fra start med ni point i seks kampe. Vi har 12 point for syv kampe og er fortsat på førstepladsen.

HC Midtjylland har ligesom os besejret Bjerringbro-Silkeborg, og de har desuden spillet uafgjort mod KIF Kolding Københvan, vundet 33-31 ude over Ribe-Esbjerg, vundet 32-29 over Randers og 27-26 i Skanderborg. Deres hidtil eneste nederlag kom med 27-26 til SønderjyskE.

Der er fart og tempo over midtjydernes spil, når de norske backs Espen Lie Hansen og Eivind Tangen kommer frem over banen, eller når Jørgen Rasmussen og Dennis Kirkegaard sætter sig i gennem i kontraspillet.

Når deres etablerede angrebsspil skal bygges op, sker med to tidligere Aalborg-spillere i den styrende rolle, enten Morten Slundt eller Rasmus Carlsen.  Målet vogtes af rutinerede Tim Winkler.

Vi får igen brug for omtanke og stor fysisk kraft i vores spil, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en sejr og dermed en positiv optakt til den vigtige hjemmekamp på tirsdag, kvartfinalen i Santander Cup mod GOG.

Vores venstre fløj, Stefan Sigurmannsson, næmer sig comeback efter sin fiberskade i det ene baglår, men det afgøres først lige op til kampen, om han spiller lørdag eller ej.

Der bliver flot opbakning til vores hold, da ikke færre end 100 fans tager turen fra Aalborg til Herning.

Kampen vises på TV 2 kl. 16.10 med optakt fra kl. 16.00 og dømmes af Per Olesen og Claus Gramm Pedersen.

 


Tilbage til oversigten

 

 
 
Eksklusivpartnere