Patrick Wiesmach skifter til Bundesligaen efter sæsonen

- 26/10/17
 
Patrick, 27, har i mange sæsoner været en af de helt store profiler i den danske liga. Fremover er det den tyske bundesligaklub, SC DHfK Leipzig, der får glæde af hans kvaliteter gældende fra sommeren 2018.
 
Han startede sin karriere i Aalborg, og efter nogle år i Holstebro vendte han i sommeren 2016 igen tilbage til Aalborg Håndbold. De sidste mange sæsoner har Patrick været en af de mest scorende spillere i den danske liga, og han har i denne sæson allerede været på rundens hold i 888ligaen fire gange.
 
- Patrick er en fantastisk spiller, og det er fuldt fortjent, han nu får mulighed for at prøve sig af på allerhøjeste niveau i Bundesligaen. Efter hans hjemkomst til Aalborg Håndbold har han løftet sit niveau yderligere, og det har mange udenlandske klubber fået øjnene op for. I sidste sæson var han desuden en vigtig brik i DM-titlen, og vi kommer til at savne ham men ønsker samtidigt held og lykke med de nye udfordringer efter sæsonen, siger direktør, Jan Larsen.

Om skiftet til Leipzig siger Patrick Wiesmach:
 
- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med Bundesligaen og føler mig klar til denne store udfordring. Jeg har haft en fantastisk tid her i klubben kulminerende med DM-titlen sidste sæson. Det er altid en stor fornøjelse at spille i Jutlander Bank Arena med den fantastiske opbakning fra de mange trofaste fans, og jeg håber selvfølgelig, at vi sammen kan slutte af med endnu en titel til Aalborg Håndbold.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere