​Pointdeling i tilskuertom Jutlander Bank Arena

- 07/03/20

Efter en stærk slutspurt sikrede vi os det ene point i dagens ligakamp mod Skjern Håndbold, der endte 28-28.

Omgivelserne og optakten til dagens kamp var præget af coronavirussen, som betød, at der i dag blevet spillet i en Arena uden tilskuere.

Da først startfløjtet lød, manglede der dog bestemt ikke intensitet på banen, og der blevet gået til den i tacklingerne fra start.

Begge hold kom fint ud til kampen, og der blev spillet med god fart og flow i spillet. Efter en målrig og lige indledning begyndte vi stille og roligt at trække fra.

Flere gange i løbet af første halvleg var vi oppe at føre med tre mål, inden gæsterne halede lidt ind igen. På en scoring af Buster Juul på straffe efter de første 30 minutter, kunne vi dog gå til pause foran 16-14.

Vi fik en flyvende start på anden halvleg, hvor et par fantomredninger fra Kristian Sæverås hjalp os på vej mod en føring på 18-14.

Herefter ramte vi en mur, hvor tingene ikke rigtig fungerede for os, og der skulle således gå ti minutter, før vi igen kom på scoringstavlen.

Til gengæld scorede gæsterne syv gange i denne periode, og de fik således bragt sig foran med tre scoringer, inden Henrik Møllgaard fik hul på bylden for os.

Gæsterne nåede efterfølgende at udbygge forspringet til fem mål, inden vi satte en stærk slutspurt ind.

Langsomt begyndte vi at spise Skjern-mandskabets føring, og med halvandet minut igen fik vi udlignet til 28-28.

I gæsternes næste angreb hev Mikael Aggefors en stor redning op af ærmet, og med et halvt minut igen kunne vi således afgøre tingene til vores fordel.

Vores sidste afslutning endte dog i paraderne og efterfølgende forbi mål, og det hele endte derfor 28-28.

Stemningen omkring hele kampen bar naturligvis præg af de manglende tilskuere på lægterne, men på håndboldbanen blev der gået til stålet og kæmpet for de to point.

Drengene viste kampen igennem god fight og ikke mindst en utrolig høj moral ved at kæmpe os tilbage, da det så sortest ud med ti minutter tilbage.

Næste kamp er på onsdag – ligeledes hjemme i Jutlander Bank Arena, hvor Mors-Thy Håndbold kommer på besøg. Et opgør, der også vil blive spillet uden tilskuere.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Henrik Møllgaard 8, Tobias Ellebæk 4, Buster Juul 4, Mark Strandgaard 4, René Antonsen 3, Mishels Liaba 2, Ómar Ingi Magnússon 2, Magnus Saugstrup 1. 

Målscorere for Skjern Håndbold:
Eivind Tangen 5, Jesper Konradsson 5, René Rasmussen 4, Kasper Søndergaard 4, Bjarte Myrhol 3, Anders Eggert 2, Thomas Mogensen 2, Jonathan Stenbäcken 2, Morten Bjørnshauge 1. 

Redninger:
Kristian Sæverås: 16/40 (40 %)
Mikael Aggefors: 6/9 (67 %)

Bjørgvin Pall Gustavsson: 7/18 (39 %)
Robin Haug: 8/25 (32 %)

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
Skjern Håndbold: 4 x 2 min. 

Dagens dommere var Henrik Mortensen & Jesper Kirkholm Madsen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere