Rent bord i december sikret med sejr på 29-24 over Århus Håndbold

- 27/12/14
Færdigt arbejde.

Rent bord i december med 10 point i fem vanskelige kampe i Boxer Herreligaen. Sejren over Århus Håndbold blev på 29-24 efter 14-13 ved pausen, og selv om der var udsving undervejs, blev det en fortjent og komfortabel sejr, som betyder, at vi går til VM-pausen på en sikker andenplads - med fire points forspring til de efterfølgende hold.

Spillere som Ole Erevik, Emil Berggren, Morten Slundt og Niclas Barud slog til, da det gjaldt i kampen mod Århus Håndbold, der som altid er i stand til at give os solid modstand.

Erevik holdt et højt niveau hele kampen, Berggren slog til med fire mål, da kampen fandt sin afgørelse efter 10 minutter i 2. halvleg. Her scorede han målene fra 17-17 til føring på 21-17 til os efter 16 minutter. Slundt, der i 2. halvleg måtte en tur i omklædningsrummet og syes med et par sting under det højre øje,  udbyggede til 22-17, og den føring holdt vi stort set kampen ud, selv om Erik Veje som ventet forsøgte sig med en ekstra markspiller det meste af 2. halvleg. Det gav bl.a. Ole Erevik mulighed for at score til 26-21 med tre minutter tilbage.

Cheftræner Jesper Jensen har nu sendt spillerne på en fortjent ferie efter 30 betydende kampe.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere