Revanche-tid mod SønderjyskE onsdag kl. 19.30 i Gigantium

- 24/11/14
Onsdag kl. 19.30 indtager Jesper Jensens mandskab igen hal-gulvet i Gigantium. Første kamp i anden halvdel af Boxer Herreligaen på den bane, hvor vi endnu ikke har tabt i ligaen i denne sæson. Klar til 23. betydende kamp på tre måneder.

Mostanderen er SønderjyskE, og opgaven er ikke til at tage fejl af: To point - og dermed også revanche for nederlaget på 27-21 i Sønderborg i onsdags. Her spillede vi under niveau, mens SønderjyskE var tilbage på sporet efter en mindre spillemæssig down-periode.

På onsdag er der os, der skal tage teten og spille kampen på vores præmisser. Vi spillede en god kamp i søndags i Kielce, men tabte mod det stærke polske hold. De gode takter skal fortsættes mod SønderjyskE, der råder over et stærkt mandskab, men vi skal sikre os de to point for at bevare placeringen på en delt andenplads.

Truppen lander mandag eftermiddag i Aalborg efter rejsen til Polen, og i morgen, tirsdag, er der forberedelser til kampen mod SønderjyskE. En træning, der ligeledes vil vise, hvilke spillere der er klar til kampen onsdag.

Vi forventer igen 3.000-3.500 tilskuere til kampen på onsdag, en kamp, der dømmes af Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen.

Det er fortsat muligt at købe billet til kampen på www.aalborghaandbold.dk og ved indgangen.




 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere