Revanchetid lørdag i Gigantium mod kontra-maskinen

- 20/12/12
Det er en direkte duel om fjerdepladsen i ligaen, når vi lørdag kl. 15.00 tørner sammen med Team Tvis Holstebro i Gigantium. Vi har revanche til gode mod den vestjyske kontra-maskinen, som i kraft af onsdagens resultater er et point foran os på fjerdepladsen. 

- Vi har sat os selv under pres med nederlaget i Ringsted, og vi vil tilbage på den fjerdeplads så hurtigt som muligt, siger cheftræner Nikolaj Jacobsen, der benyttede torsdagens træning til at snakke nederlaget og spillet fra Ringsted-kampen igennem.

- Team Tvis Holstebro har præsteret flot i denne sæson. Ud over ligaen er de klar til gruppespillet i EHF Cuppen og har spillet mange kampe. De har to gode målmænd i Anders Petersen og Rasmus Lind, der nærmest hiver pragtkampe frem på skift. De har et godt forsvar foran sig og er nærmest danske mestre i kontra-scoringer - ikke mindst med de to fløje, Patrick Wiesmach og Magnus Bramming. 

- Vi skal løfte vort eget spil flere niveauer i forhold til kampen i Ringsted. Både forsvar og angreb skal op i højere tempo, og vi skal spille med større udstråling. Der blev fightet helt fint, men vi flyttede os for lidt for hinanden og valgte ofte de forkerte beslutninger, siger Nikolaj Jacobsen. 

Vi tabte liga-kampen i Holstebro i september med 29-25, og vi har derfor revanche til gode. Veteranen Søren Hansen, rutinerede Jakob Thoustrup, Søren Tau, Mads Christiansen og Klaus Thomsen udgør rygraden på holdet, der også tæller brødrene Allan og Michael Damgaard, og så har cheftræner Klavs Bruun Jørgensen med succes givet en række unge spillere chancen i en del kampe. 

Holdet har Jacob Green og unge Christian Albertsen ude med skader. Nikolaj Jacobsen må fortsat set bort fra Kristian Kjelling og Håvard Tvedten. 

Kampen spiller lørdag kl. 15.00 og dømmes af Jørn Thomsen og Lars Bjerregaard. Husk, at du kan købe billet til kampen her på hjemmesiden. 

Vi sporer allerede stor interesse for kampen, og vi forventer igen over 3.000 tilskuere i Gigantium. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere