Rivalopgør sætter punktum for 2018

- 21/12/18


I morgen (lørdag) venter årets sidste kamp, og 2018 slutter med et brag, når vi på udebane gæster vores grønblusede rivaler fra Skjern Håndbold. Kampstart er kl. 16.00.

Med kvalifikationen til Santander Final4 tidligere på ugen skal vi i morgen fortsætte de gode takter, så vi kan gå på juleferie med to point.

En sejr i morgen vil også sikre os førstepladsen julen over, da vi i øjeblikket topper tabellen et point foran nummer to.

Vi skal dog helt op at nærme os vores topniveau i morgen, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at slutte året af med en sejr. Der venter os nemlig selvsagt en svær udfordring i Skjern Bank Arena mod de forsvarende danske mestre.

Mens vi indtager ligaens førsteplads, så har Skjern-mandskabet været noget mere svingende i deres resultater i den hjemlige liga.

De ligger på en 7. plads, men de har skrabet nok point sammen til fortsat at være med i kapløbet om at tage point med videre til slutspillet.

Der hersker derfor ingen tvivl om, at vi kommer til at stå overfor et top tændt mandskab, når fløjten lyder i morgen.

Vi er dog klar til at matche de grønblusede fra start og er opsatte på at vise, vi hører til på Herre Håndbold Ligaens førsteplads.

Kampen kommer med garanti til at byde på høj intensitet både på- og udenfor banen, og vi kommer til at give alt, vi har, for at slutte 2018 godt af. I ryggen kommer vi til at have op mod 100 Aalborg-tilhængere, der vil gøre deres for at byde hjemmeholdets fans op til dans.

Opgøret starter kl. 16.00 og kan følges direkte på TV2.
 



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere