Rumænsk fysik skal udfordres med hurtigt spil i Jutlander Bank Arena

- 26/02/16
Sejren over GOG i tirsdags har givet en god mental ballast i truppen inden lørdagens kamp mod det stærke rumænske mandskab, Dinamo Bucuresti. Kampen spilles kl. 13.30 i Jutlander Bank Arena, og vi står foran en vanskelig kamp.

Dinamo Bucuresti, der er på en suveræn førsteplads i den rumænske liga, indledte gruppespillet med at vinde 29-28 i Granollers og var i sidste weekend tæt på at få point hjemme mod Magdeburg, men tabte 34-33.

- Det rumænske hold er præget af fysisk stærke spillere, og spillestilen er typisk østeuropæisk, siger cheftræner Jesper Jensen. Det er derfor vigtigt, at vi får højt tempo i vores spil - både i det stationære angrebsspil og i kontraspillet. Vi skal hurtigt frem ad banen.

Dinamo Bucuresti består af rumænske spillere tilsat to franskmænd, en kroat og en iraner. De to franskmænd er holdets playmakere, og der kommer tørre hug fra spillerne på de to backs.

Kampen dømmes af de to ukrainere, Taras Kuz og Viktor Zhoba, mens Jean Yves Renon, Frankrig, er EHF-delegeret.

Der er for tredje gang på en uge udsigt til 3.500-4.000 tilskuere i Jutlander Bank Arena. Du kan fortsat sikre dig billet her på www.aalborghaandbold.dk, ligesom de kan varme op i Carlsberg Cafeen med spisning for kun 89 kr. Bestilling sker på www.aalborghaandbold.dk/quicklinks/events

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere