Så er slutspillet i gang: Forrygende sejr på 10 mål

- 27/03/12
Så er slutspillet i gang.

Forrygende kamp af Hedins tropper, der nu er for alvor har meldt sig ind i kampen om semifinale-pladserne. Bjerringbro-Silkeborg blev ikke levnet en chance i Gigantium af et virkeligt fokuseret, godt fightende og klogt spillende hjemmehold, der kun tillod gæsterne at score ni gange før pausen.

Forsvaret var bevægeligt, og der blev tacklet på BSVs skytter, så Ole Erevik kunne tage, hvad der kom i overbevisende stil. Der var stor bevægelse i angrebsspillet, og skytterne meldte sig på skift. Ikke mindst havde Johan Jakobsson sigtekornet rigtigt indstillet, og han scorede seks gange i de første 30 minutter og gjorde livet så surt for Niklas Landin, så han blev udskiftet mod slutningen af halvlegen. Ind kom Jannik Green, men uden succes og fra 2. halvlegs start var Landin tilbage i målet.

Bjerringbro-Silkeborg fik en opblomstring i begyndelse af 2. halvleg, hvor vi begyndte at misbruge på Landin, bl.a. to straffekast. Forsvaret var heller ikke så solidt som i 1. halvleg og BSV kom på 20-17, hvor Hedin klogeligt tog sin time-out, og så scorede vi otte mål i træk uden at BSV formåede at finde vej til netmaskerne.

Efter en enkelt BSV scoring fortsatte vi  med yderligere fire mål i rap, så føringen en overgang var på 11 mål.

På lørdag spiller vi på udebane i Kolding. Se kampen kl. 15.00 på TV 2 Sport. Nyt drama venter.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere