Sander Sagosen - født til at blive håndboldspiller

- 13/08/14
Det stod nærmest skrevet på Sander Sagosens dåbsattest, at han skulle blive håndboldspiller. Han kom til verden for 18 år siden i Trondheim i Norge, og faderen, Erland Sagosen, var på det tidspunkt målmand på det norske landshold.

- Det var ikke til diskussion, at jeg skulle spille håndbold, og jeg havde min far som træner fra jeg var fem år til 16 år, fortæller Sander Sagosen, ny bagspiller i Aalborg Håndbold, der som kun 18-årig allerede har håneretten over for sin far med flest A-landskampe. Erland Sagosen opnåede 14 A-landskampe i tidsrummet 1993-1995, mens Sander p.t. er noteret for 16 A-landskampe og 44 kampe på diverse ungdomslandshold. Kampe, der er opnået på fire sæsoner, og kulminerende med deltagelsen på det norske A-landshold ved EM i januar - som kun U 18-spiller.

Sander er i dag 1,95 m høj og vejer 92 kilo.

- Som ungdomsspiller var jeg meget tynd og spinkel - og ikke ret høj. Jeg begyndte at styrketræne allerede som 13-14 årig, og samtidig voksede jeg pludselig i vejret. Jeg vil godt have lidt flere kilo på, men heller ikke for mange, så jeg mister min hurtighed, siger Sander Sagosen, der i ungdomsårene spillede i klubben Charlottenlund HK i Trondheim. Som første års U 18-spiller skiftede han til byens 1. divisionsklub, Kolstad, og op til sidste sæson tog han springet til Haslum HK i Oslo.

- Jeg glæder mig til at kunne bidrage til, at vi i Aalborg Håndbold kan fortsætte med at opnå topresultater, som klubben har tradition for. Vi skal kæmpe med om guldet, og jeg glæder mig til at blive presset både fysisk og spillemæssigt i alle kampe i ligaen og i Champions League. Det er den måde, jeg kan udvikle mig på, og skiftet til Aalborg er fantastisk for mig. Jeg besluttede allerede tidligt, at et skifte til Aalborg var eneste alternativ for mig til at blive i Haslum.

- Aalborg Håndbold har indtil videre levet op til mine forventninger - og mere til. Jeg glæder mig til hver eneste træning og kamp. Klubben har perfekte faciliteter, og vi får en super-træning. Samtidig er jeg faldet godt til i truppen - og Aalborg er en dejlig by at bo i. Jeg har store forventninger til de tre kommende sæsoner i Aalborg Håndbold - både til mig selv og til holdet, siger Sander Sagosen.
 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere