Sander Sagosen før GOG-kamp onsdag: Sindssygt spændende

- 25/04/16
20-årige Sander Sagosen er storspillende i øjeblikket. Samtidig nyder han de tætte kampe i slutspillet og ser med stor spænding frem mod de sidste fire kampe i puljen.

- Vi ville selvfølgelig gerne have haft begge point med hjem fra Aarhus i aftes. Vi spillede godt i perioder, men formåede desværre ikke at lukke kampen mod det godt kæmpende hjemmehold, siger Sander Sagosen dagen derpå.

- Vi har lagt ud med tre point og er på en delt førsteplads i puljen, selv om vi kom fra grundspillet uden point. Det lover godt, og vi har afgørelsen i egne hænder. Det er jo et sindssygt spændende slutspil, vi er i gang med, og jeg håber, at publikum møder talstærkt op til vores to kommende hjemmekampe, som skal vindes. Der bliver knald på i Jutlander Bank Arena på onsdag mod GOG og næste onsdag mod Århus, siger Sander Sagosen.

Ud over vores kamp mod GOG på onsdag kl. 20.30 får Århus Håndbold i denne runde besøg af KIF Kolding København på torsdag. Inden sidste to kampe har vi tre point sammen med KIF Kolding København og GOG, mens Århus Håndbold har to point.

Vi forventer igen ca. 4.000 tilskuere på lægterne på onsdag til sæsonens hidtil vigtigste kamp. Du kan fortsat sikre dig billet til kampen her på hjemmesiden, www.aalborghaandbold.dk, ligesom det er muligt at købe billet ved indgangen.

Kampen dømmes af Anders K. Birch og Dennis Stenrand.




 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere