Sander Sagosen kåret som årets profil i norsk håndbold

- 21/05/15
Aalborg Håndbolds 19-årige playmaker, Sander Sagosen, fik i aftes tildelt den fornemmeste hæder i norsk håndbold - årets profil, hvor samtlige norske top-spillere i den hjemlige liga og i udlandet har stemt på både dame- og herrespillere.

Sander Sagosen, der før denne sæson kom til Aalborg Håndbold fra Haslum HK, er den hidtil yngste norske spiller, der har modtaget denne hæder.

- Det var en overraskelse. Den havde jeg ikke set komme, sagde en glad Sander Sagosen, da han i aftes fik meddelelsen om hæderen.

Den unge playmaker, der også har kontrakt med Aalborg Håndbold i de kommende to sæsoner, er midt i forberedelserne til sit holds vanskelige returkamp i semifinalerne mod KIF Kolding København på lørdag kl. 14.00 i Kolding. De forsvarende danske mestre fra Kolding vandt det første opgør i Aalborg 27-21. Kampen på lørdag kan ses på TV 2 fra kl. 14.00.

Når kampene mod Aalborg Håndbold er slut søndag 31. maj, skal Sander Sagosen direkte derfra til samling med norske A.landshold i 14 dage. Holdet samles i Gardermoen ved Oslo mandag 1. juni og spiller to afgørende EM-kval-kampe mod henholdsvis Tyrkiet på udebane 10. juni og 14. juni på hjemmebane i Trondheim, Sander Sagosens oprindelige hjemmebane inden skiftet til Haslum.





 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere