Saugstrup, Møllgaard og co. sejrede i Aalborg

- 05/06/18

Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard var her til aften i aktion med resten af det danske herrelandshold, der mødte Schweiz i en testkamp i Gigantium. Det gik planmæssigt for danskerne, der sikrede sig en sikker sejr på 29-22.

Vores unge stregspiller fik godt med spilletid efter pausen, mens vores hjemvendte bagspiller var forsvarsgeneralen kampen igennem, og samtidigt bød han også ind med en scoring og et par fine assists.

Under præsentationen af spillerne inden kampen lød der ekstra store jubelbrøl ved opråbet af de to spillere, og der var mange på plads, som ser frem til at se begge spillere i Aalborg-trøjen efter sommerferien.  

Saugstrup, Møllgaard og de øvrige landsholdsspillere drager inden længe mod Paris. Her skal de følges med det franske landshold til Guadeloupe, hvor der venter en træningslejr for det danske mandskab med to træningskampe mod netop Frankrig lørdag 9. juni og onsdag 13. juni.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere