Secher glæder sig til gensynet med Gigantium på onsdag

- 09/11/14
Onsdag kl. 19.30 er der igen liga-kamp i Gigantium, når vi møder nyoprykkede Odder Håndbold. I kraft af sejren i Esbjergs i lørdags er vi nu alene på andenpladsen. Østjyderne er på sidstepladsen med tre point, men har i mange af kampene pænt med i de første 50 minutter for derefter at kollapse til sidst.
 
- Vort spil har egentligt været godt nok, og vi har matchet niveauet mod mange hold, men set over 60 minutter har vi ikke bredde nok på holdet, siger Odder Håndbolds cheftræner Morten Secher, 32 år, fortsat bosiddende i Aalborg og på tredje sæson træner i Odder.
 
- Planen i klubben var at sikre et niveau til toppen af 1. division, men så toppede vi i oprykningsspillet sidste sæson og røg op i ligaen. Vi  udvikler os fortsat kamp for kamp både med tempo og fysik, og vi har været gode til at forberede os spillemæssigt på de enkelte modstandere, siger Morten Secher, der har opnået de tre point med en sikker sejr i lokal-derbyet mod Skanderborg Håndbold og uafgjort i Lemvig. Han ærgrer sig over, at det ikke blev til point mod SønderjyskE, hvor Odder var foran lige til det sidste.
 
-  Både klubben og spillerne samler på oplevelser i ligaen, og her er det at spille i Gigantium mod et tophold som Aalborg Håndbold og mange tilskuere en af de største af slagsen. Vi glæder alle os til kampen på onsdag. Der er altid en god stemning i Gigantium, og det er en hal, jeg har mange gode minder fra, siger Morten Secher, der var træner i Aalborg Håndbold i sæsonen 2011-2012 sammen med Robert Hedin – og nu er fuldtidsansat i Odder Håndbold.  
 
- Odder Håndbold er en klub med et meget lavt budget i forhold til de øvrige hold. Alle spillere arbejder og studerer ved siden af håndbolden, men vi forsøger hele tiden at ændre konceptet i klubben med de muligheder, vi har, siger Morten Secher.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere