​Sejr i årets første kamp

- 22/01/18

Aftenens træningskamp endte med en hårdt tilkæmpet 31-30 sejr over Randers HH efter 16-16 ved pausen. Vi var hårdt ramt af skader og sygdom til dagens kamp, og i store perioder bar kampen præg af at være den første i en måned.

Første halvleg var en tæt affære, hvor de to hold fulgtes af halvlegen igennem. Ingen af holdene trak på noget tidspunkt fra, og det var derfor meget symptomatisk, at stillingen ved pausen var helt lige, 16-16.

Efter sidebyttet fortsatte det lidt i samme spor. Det var tydeligt, at kampformen manglede, og uden seks normale førsteholdspillere var det svært at finde ind i den rigtige rytme.

Knap halvvejs i halvegen fik vi dog sat niveauet et gear op. Der kom bedre tempo i angrebsspillet, og i forsvaret blev intensiteten løftet. Det gav hurtigt pote på resultattavlen, hvor vi spillede os til en tremålsføring. Denne holdte kampen ud, og med bolden i hænderne til slut kunne vi spille uret ud til slutresultatet 31-30.

Det var som tidligere nævnt et skadesplaget og sygdomsramt mandskab, vi stillede op med til aften. Jesper Meinby og Sebastian Barthold sad begge ude med skader. Patrick Wiesmach og Simon Hald var begge ude med sygdom. Samtidigt var Arnór Atlason og Janus Smarason ikke med, da de fortsat ikke var til rådighed efter EM-slutrunden.

Undervejs i kampen vred Andreas Holst også rundt på foden, og han sad derfor ude det meste af anden halvleg. Det var altså et stærkt decimeret Aalborg-hold, der trak sejren i land foran et talstærkt publikum i Taarshallen.

De mange afbud betød, at der var plads til tre ungdomsspillere i truppen. Darri Aronsson, Magnus Møland og Mikkel Høgh var alle med i truppen til aftenens kamp, og de to førstnævnte kvitterede begge med en scoring undervejs.

På onsdag går det løs igen, når vi i Dronninglund spiller sidste træningskamp frem mod Final4. Modstanderen er Århus Håndbold med kampstart kl. 19.00.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Tobias Ellebæk 7, Martin Larsen 6, Magnus Saugstrup 4, Buster Juul 4, René Antonsen 2, Lovro Jotic 2, Jacob Hessellund 2, Andreas Holst 2, Magnus Møland 1, Darri Aronsson 1.

Målscorere for Randers HH:
Kasper Gudnitz 6, Joachim Pedersen 5, Andreas Svoldgaard 4, Daniel Minke 4, Rasmus Lilholt 3, Jorn Smits 2, Frederik Skoda 2, Frederik 1, Christoffer Bonde 1, Alexander Morsten 1, Henrik Hansen 1. 

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min
Randers HH: 4 x 2 min
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere