Sejr i Nordsjælland

- 11/09/21

Lørdag eftermiddag sikrede vi os sæsonens anden ligasejr, da vi besejrede Nordsjælland Håndbold på udebane med sejrscifrene 33-26.

Vi kom rigtig fint fra start i dagens kamp og fik hurtigt sat os på opgøret. Efter et kvarters spil bragte vi os således i front 10-4.

De positive tendenser fortsatte frem mod pausen, hvor vi var foran 16-9 efter de første 30 minutter.

Defensivt spille vi en fin første halvleg, hvor Aggefors i målet var med til at grundlægge den solide føring fra start. Offensivt spillede vi langt hen af vejen med god effektivitet og godt flow, hvilket bl.a. Jesper Nielsen nød godt af på stregen med fem fuldtræffere inden pausen.

Efter pausen fortsatte vi i fuld kontrol fra start, og kort inde i anden halvleg bragte vi os foran med 10.

Efterfølgende mistede vi dog grebet i en periode, hvor vi gik ned i kadance og manglede den nødvendige koncentration og skarphed.

Det udnyttede hjemmeholdet bl.a. ved hjælp af 7 mod 6 spillet til at reducere vores føring til tre mål med ti minutter tilbage af opgøret.

Tættere på kom Nordsjællænderne dog ikke, og med en stærk afslutning på kampen sikrede vi os en komfortabel sejr på syv mål. Sejren kom i hus foran flere af vores egne tilhængere, der havde taget den lange tur til Nordsjælland for at sikre god opbakning til drengene.

Næste opgave er på onsdag, hvor sæsonens første EHF Champions League kamp venter, når vi møder Zagreb på udebane i første gruppekamp. 

Matchfacts

Nordsjælland Håndbold målscorere:
Jeppe Cieslak 7, Tobias Jørgensen 6, Kasper Kisum 3, Jesper Dahl 2, Nichlas Hald 2, Magnus Kronborg 2, Hakan Sahin 2, Andreas Magaard 2.

Aalborg Håndbold målscorere: 
Jesper Nielsen 6, Lukas Sandell 5, Felix Claar 5, Buster Juul 5, Sebastian Barthold 3, Henrik Møllgaard 3, René Antonsen 2, Nikolaj Læsø 2, Jonas Samuelsson 1, Benjamin Jakobsen 1. 

Udvisninger:

Nordsjælland Håndbold: 2 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.

Redninger:

Jimmi Andersen: 0/7
Frederik Andersson: 8/32 (25 %)

Mikael Aggefors: 7/22 (32 %)
Simon Gade: 1/12 (8 %)

Dagens tilskuertal i Helsingør-hallen var 1.314. 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere