​Sejr i sidste grundspilskamp

- 04/04/21

Efter en tæt kamp mod TTH Holstebro viste vi den afgørende skarphed i slutfasen, og vi hentede derfor en sejr på 34-30 efter pausestilling på 17-18. Vi slutter dermed grundspillet i HTH Herreligaen som nummer 2 og tager derfor to point med videre til slutspillet.

Der var fuld fart over feltet fra begge mandskaber i første halvlegs indledning. Særligt Mark Strandgaard var flyvende, og med fem mål det første kvarter var han med til at give os en 12-9 føring midtvejs i første halvleg.

Herefter ramte vi ind i en dårlig periode angrebsmæssigt. For mange tekniske fejl og manglende skarphed i afslutningerne vekslede vores tremåls-føring til i stedet at være +3 i gæsternes favør.

Vi fik dog rettet lidt op på det inden pausen, hvor vi efter to reduceringer fra Benjamin Jakobsen gik i omklædningsrummet bagud 17-18.

Fra anden halvlegs start kom vi buldrende, og med tre hurtige scoringer på stribe fik vi lagt os i spidsen. Det varede dog kortvarigt, inden TTH igen tog føringen.

Kampen fortsatte med at være en uhyre tæt affære, hvor gæsterne i lange perioder af anden halvleg var et lille skridt foran på måltavlen.

Med knap syv minutter tilbage af kampen ændrede det sig dog, da Nikolaj Læsø bragede os i front 30-29.

Gæsterne udlignede kort efter, men derefter fik vi lukket af i resten af opgøret. Forsvarsmæssigt steppede vi op i intensitet og krydret med et par gode redninger fra Simon Gade holdte vi TTH fra fadet de sidste seks minutter af opgøret.

Offensivt fandt vi frem til gode løsninger, og da det hele spidsede til viste vi den fornødne kvalitet og skarphed. Mark kunne derfor lukke og slukke med sin scoring til 34-30 i de døende sekunder – det var samtidigt hans ottende scoring, og han blev dermed kampens topscorer.

Det var et opgør, der længe bølgede frem og tilbage, men da det virkelig gjaldt trådte drengene i karakter og hev sejren i land.

De to point betyder, at vi slutter på grundspillets andenplads, og vi får dermed to point med videre til slutspillet. Efter dagens øvrige resultater står det klart, at vores modstandere bliver TTH Holstebro, Skjern Håndbold og Skanderborg Håndbold.

Første slutspilskamp spilles i den kommende weekend, hvor vi på udebane møder Skanderborg Håndbold. Nærmere tidspunkt fastlægges en af de kommende dage.
 
I dagens opgør blev der også comeback til Buster Juul, der var på banen for første gang i forårssæsonen. Han spillede hele anden halvleg og blev noteret for to sikre straffekastsscoringer. Til gengæld måtte vi desværre se Sebastian Henneberg forlade banen i første halvleg, og undersøgelser de kommende dage vil vise skadens omfang.

Matchfacts:

Aalborg Håndbold målscorere:
Mark Strandgaard 8, Nikolaj Læsø 6, Magnus Saugstrup 5, Lukas Sandell 4, Felix Claar 3, Benjamin Jakobsen 3, Sebastian Barthold 2, Buster Juul 2, Henrik Møllgaard 1.

TTH Holstebro målscorere:
Kay Smits 6, Aaron Mensing 5, Jonas Porup 4, Magnus Bramming 4, Allan Damgaard 4, Odinn Rikhardsson 3, Jesper Munk 2, Jorn Smits 1, Christoffer Cichosz 1.

Udvisninger:

Aalborg Håndbold: 1 x 2 min.
TTH Holstebro: 1 x 2 min.

Redninger:

Simon Gade: 14/43 (33 %)
Mikael Aggefors: 0/1

Sebastian Frandsen: 14/46 (30 %)
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere