Sejr på 29-26 i Herning: Så er vi klar til semifinalen

- 19/04/15
Så er vi klar til semifinalen - for tredje sæson i træk. 

Pladsen blev sikret med en flot sejr på 29-26 på en udebane, hvor det ikke er lykkedes at vinde de seneste år. Trods flere spillere ude med skader, stod det unge hold flot sammen og fightede - samtidig med, at vi spillede godt angrebsspil. Det fik vi især mulighed for i 1. halvleg, for efter pausen gik hjemmeholdet hurtigt frem i 3-3-formation, hvorefter det blev en omgang rod, og hjemmeholdet lykkedes en kort overgang med at bringe spænding ind i kampen. 

Vi slog tonen an lige fra starten med tempofyldt spil og kom foran 6-2. Vi holdt føringen halvlegen ud. Specielt var Emil Berggren stærkt spillende i angrebet, ligesom Søren Westphal kom ind og gjorde det godt. På stregen var Simon Hald effektiv kampen igennem og scorede seks mål. 

Vi gik til pausen med en føring på 17-15, men skulle have ført med to-tre mål mere., 

Straks efter pausen scorede vi tre hurtige mål og kom foran 20-15. I det næste kvarter holdt vi en solid føring, men i kraft af hjemmeholdets offensive satsning, begik vi fejl, som kostede i den anden ende af banen. Med fem minutter igen reducerede Lasse Justesen til 25-26 for hjemmeholdet, men Martin Larsen med to scoringer og Emil Berggren på straffe lukkede kampen til en fortjent sejr. 

Efter godt 12 minutters spil i 2. halvleg blev Søren Westphal desværre skadet. Det skete i forbindelse med et forsøg fra stregen, hvor hans venstre ben ligesom fortsætter en bevægelse. Det så ikke godt ud, og vi håber alle det bedste for "West", der skal undersøges de nærmeste dage. 

Vi var uden Niclas Barud, Morten Slundt, Marcus Mørk og Olafur Gustafsson. 

Nu venter to hjemmekampe i Jutlander Bank Arena i den kommende uge. Torsdag 23 april kl. 19.30 møder vi GOG og søndag 26. april kl. 19.30 gælder det Bjerringbro-Silkeborg. 

Vi skal vinde de to sidste kampe for at sikre os førstepladsen i puljen, men nu kan ingen længere tage semifinale-pladsen fra os.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere