Sejrsstimen i 888ligaen skal udbygges

- 08/11/17

Fem ligasejre i streg – det skal vi forsøge at udbygge i morgen, når Skanderborg Håndbold gæster Jutlander Bank Arena kl. 19.30.

Efter to nederlag ud af de tre første 888ligakampe har vi ikke tabt sidenhen. Det placerer os på en delt tredjeplads med to point op til førstepladsen og en kamp i baghånden. Vi kan med en sejr i morgendagens kamp dermed spille os op som nummer et – á point med GOG og Bjerringbro-Silkeborg.

Dette skal vi forsøge mod et sultent Skanderborg-mandskab, der indtil nu kun er noteret for to point. De har dog i perioder vist godt spil, og deres to sidste kampe har budt på smalle nederlag til Århus Håndbold og TTH Holstebro.

Ser man på tabellen er det klart, at vi må påtage os favoritværdigheden til kampen i morgen. Vi har da også i sinde at udbygge vores sejrsstime til seks kampe og holde os til i den absolutte top af 888ligaen. Statistikken er også på vores side, hvis man ser på de indbyrdes opgør i Aalborg – syv af disse har der været gennem tiderne, og alle er endt med hjemmesejr.

Du kan fortsat nå at sikre dig din billet og være med til at løfte os frem mod endnu en sejr i Jutlander Bank Arena. Billetten kan købes lige her.

Kampstart er kl. 19.30, og kampen dømmes af Per Olesen og Nichlas Nygaard.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere