Sensationen lurede, men Hamburg tog sejren til sidst

- 13/10/13
Sensationen lurede i samtlige 60 minutter, men i de sidste hektiske minutter trak Champions League-vinderne fra HSV Hamburg det længste strå og vandt 28-.26 efter 14-14 ved pausen.

Vi førte 7-3 i begyndelsen af kampen og havde føringen det meste af 1. halvleg. Efter pausen var HSV Hamburg foran det meste af tiden, men vi kæmpede fortrinligt og var tæt på at nappe det ene point og skabe sensationen.

- Lige nu og her er jeg skuffet over, at vi ikke får det ene point, men stor ros til spillerne for en flot indsats og 60 minutter koncentreret fight og klogt spil, sagde cheftræner Nikolaj Jacobsen efter kampen.

Richard Kappelin førte an i målet med storspil, og Morten Slundt, Mads Mensah og Nicolai Nygaard Pedersen scorede flittigt i de første 30 minutter.

Gæsterne fra HSV Hamburg sparede ikke på stjernespillere, der blev sendt i kamp en efter en, men med en 17-årig og to 19-årige i vores startopstilling var det en mere end gzodkendt indsats. Den 17-årige er Christian Jensen på højre fløj, 19-årige Simon Hald i midterforsvaret og 19-årige Nicolai Nygaard Pedersen i angrebet.

Mod slutningen af kampen var gæsterne i teten. men med et par af de berømte marginaler på vores side havde vi nappet det ene point.

Ud over det gode spil kunne vi glæde os over, at Stig Bugge var tilbage på højre fløj efter seks-syv ugers pause og fik ca. 10-15 minutter på banen - med to mål på tre forsøg.

Vi havde et fantastisk publikum i ryggen - sæsonrekord med 4.237 - og mandag kl. 12.00 åbner billetsalget til Champions League-kampen mod SG Flensburg-Handewitt søndag 1. december kl. 16.00.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere