Sidste kamp i grundspillet i Holstebro

- 28/03/17
Nedtællingen til sidste spillerunde i grundspillet er i gang. Vi har sikret os førstepladsen med 41 point, men TTH Holstebro - vores modstander på udebane onsdag kl. 19.30 - kæmper for at avancere fra tredje- til andenpladsen og dermed få to point med over i slutspillet.

Inden kampene i morgen har BSV 36 point på andenpladsen, TTH Holstebro er nummer tre med 35 point, og Skjern Håndbold er nummer fire med 34 point.  BSV spiller på udebane mod Ribe-Esbjerg HH, mens Skjern er på udebane i Aarhus.

TTH Holstebro kan således slutte både som nummer to, tre og fire, og bliver det til en fjerdeplads, får vi dem som modstander i slutspillet.

Vi skal derfor være forberedte på, at Patrick Westerholms tropper kommer med 120 km i timen i deres typiske tempoprægede spil. Peter Balling er tilbage på højre backen efter sin korsbåndsskade og viser storform sammen med kollega Simon Birkefeldt, Viktor Östlund bomber fra venstre backen, mens Jac Karlsson og Martin Hansen styrer spillet. Magnus Bramming og Kasper Kildelund er lynhurtige på fløjene, mens bomstærke Vignir Svarvarsson og Lars Mousing passer stregen. I målet nordmanden Torbjørn Bergerud og Rasmus Lind.

- TTH Holstebro har spillet en flot sæson og har holdt sig i toppen af ligaen samtidig med, at de har spillet Champions League. Vi tabte 26-25 til dem, da vi mødtes i Jutlander Bank Arena i december. Vi går efter sejren i morgen, så vi får det bedst tænkelige afsæt til slutspillet, siger cheftræner Aron Kristjansson.

Hele sidste spillerunde kan følges på TV 2 Sport fra kl. 19.20.

Kampen i Holstebro dømmes af Jesper Madsen og Mads Dahl Hermann.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere