Sikke en åbning på slutspillet: Sejr over KIF Kolding København

- 14/04/16
Med en sikker og ikke mindst fortjent sejr på 26-22 over de forsvarende mestre fra KIF Kolding København har vi for alvor åbnet slutspillet. Vi er med igen!!!

Super fight, tempofyldt spil og en fantastisk flot kulisse med igen over 4.000 tilskuere. Sådan skal det være. Det lover godt. Vi har indhentet de to point, vi var bagud på efter placeringen i grundspillet. Tid til at glæde os, og så på med arbejdstøjet igen, for de er fem vigtige kampe forude.

Kampen blev indledt med en skud-duel mellem Sander Sagosen og Lasse Andersson. De tegnede sig for deres holds tre første mål, og ikke overraskende sluttede de også som deres holds suveræne topscorere. Sander Sagosen var storspillende og scorede ikke færre end 12 rene mål, selv om han i perioder blev halvvejs mandsopdækket. Lasse Andersson var længe ene om at holde sit hold inde i kampen, men mod slutningen af kampen stoppede hans stime af mål også.

Kolding førte 6-4, men fra 9-9 var vi i front og gik til pausen med føring på 13-11.

Forskellen på to mål holdt indtil 19-17 efter 40 minutters spil. Så scorede vi tre mål i træk til 22-17 med et kvarter tilbage. De efterfølgende minutter bød på flere udvisninger til begge sider, og vi formåede ikke at udnytte de situationer optimalt. Selv om det haltede i angrebet, kæmpede vi flot videre i forsvaret. Det begyndte at se faretruende ud ved 22-20 med godt syv minutter tilbage, men på mål af René Antonsen, Håvard Tvedten og Sander Sagosen kom vi foran 25-20 med fire minutter igen.

Sejren var hjemme. Jubelen kunne bryde løs.

Stor tak til publikum for den fantastiske opbakning. Vi ses igen i Jutlander Bank Arena onsdag 27. april kl. 20.30, når vi møder GOG.

Inden da skal vi ud i en vanskelig udekamp i Aarhus søndag 24. april.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere