Sikker sejr - og come back til Martin Larsen

- 15/10/14
Det blev en sikker sejr på 26-22 over Skanderborg Håndbold efter føring på 16-9 ved pausen i en kamp, der mest udmærker sig ved en klar forskel på de to hold og ikke mindst ved come back til Martin Larsen efter et års pause på grund af sin anden korsbåndsskade. Han fik ca. 20 minutter på banen og satte trumf på med en flot underhåndsscoring i sidste sekund af 1. halvleg.

Samtidig var det en kamp, hvor Jesper Jensen fik mulighed for at få alle spillere i kamp og spare nogle af de spillere, der spiller mest i de fleste kampe. Desuden var der debut til U 18-spilleren Joshua Grace, der fik 10 minutter på højre fløj og scorede et flot mål.

Aftenens øvrige resultater i Boxer Herreligaen betød, at vi med sejren er fremme i forfølger-feltet efter KIF Kolding København, der har taget pæn afstand.

Skanderborg kom  foran 2-1, og vi fulgtes ad til 4-4, hvorefter vi scorede syv mål i træk til 11-4. Vi dækkede godt mål, Ole Erevik tog fra, og der var bevægelse i angrebsspillet. Tre mål af stærkt spillende Christian Jensen, to mål af både Barud og Slundt i denne periode.  

Føringen  på syv mål blev holdt halvlegen ud, og i de første 10 minutter af 2. halvleg øgede vi til føring på 10 mål.

Føringen blev reduceret i takt med, at intensiteten og niveauet faldt i kampen, og i de sidste 12 minutter scorede vi kun tre mål, så Skanderborg fik lejlighed til at pynte på resultatet.

Fredag morgen går turen til Champions League-kamp i Kiev i Ukraine mod Motor Zaporozhye. Kampen spilles lørdag, og onsdag venter vigtig kvartfinalen i pokalturneringen på udebane mod SønderjyskE.

Næste hjemmekamp i Gigantium er lørdag 25. oktober kl. 17.00 mod Lemvig-Thyborøn.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere