Sikker sejr og førstepladsen sikret

- 22/03/17
Med et forspring på fem point til rækkens nummer to er førstepladsen i grundspillet en realitet før sidste spillerunde. Vi vandt 26-22 over KIF Kolding København og gjorde dermed selv arbejdet færdigt, selv om det var afgjort før kampen, da TTH Holstebro tabte. Før kampen var KIF Kolding København også sikker på en plads i slutspillet.

Sejren bringer os op på 41 point, hvilket er tre flere, end vi tidligere har opnået i Aalborg Håndbold regi, og det er ligeledes første gang, vi vinder grundspillet.

Det blev en tæt kamp mod KIF Kolding København, selv om vi var i front hele tiden. I 1. halvleg havde vi chancerne til at komme solidt foran, men vi misbrugte mange oplagte chancer på en velspillende Kasper Hvidt. I vores eget mål stod Mikael Aggefors stærkt, og den svenske keeper holdt niveauet kampen ud, så han sluttede med en imponerende redningsprocent på  53.

Sander Sagosen førte an og dominerede vores angrebsspil i de første 30 minutter. Efter pausen løftede vi niveauet i forsvaret, og ret hurtigt kom vi foran med både fem og seks mål. Buster Juul, der kom på banen fra 2. halvlegs start på fløjen, storspillede og nåede op på i alt syv mål.

Sidste kamp i grundspillet er på udebane næste onsdag mod TTH Holstebro, der har brug for en sejr for at komme for få to point med over i slutspillet.

Førstepladsen betyder, at vi kommer i slutspillet med to point og kommer i pulje med holdene, der slutter nummer fire, fem og otte.

Desuden er vi sikker på at skulle spille europæisk håndbold næste sæson. Førstepladsen i grundspillet har de seneste sæsoner givet et wild card til deltagelse i Champions League - den næst bedste af slagsen.


 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere