Skjern strutter af selvtillid før braget i is-arenaen lørdag

- 07/09/12
Smilene er store i Skjern og omegn i disse dage. 37-15 over TMS Ringsted i premieren i ligaen i onsdags. Den største sejr i Skjern Håndbolds historie, og erfarne lokalhistorikere husker endda helt tilbage i 1915, hvor moderklubbens Skjern GF blev stiftet - og kan ikke finde en sejr af tilsvarende størrelse.

Så selvtilliden er i top i det vestjyske efter sejren på 22 mål i onsdags. Vores selvtillid fejler heller ikke noget efter tre sejre, og lørdag kl. 14.30 står vi over for Henrik Møllgaard og de andre grøn-blusede i Gigantium Isarena, formentligt med flere end 3.000 veloplagte tilskuere på lægterne.

De to hold har tradition for at give hinanden tætte opgør. For næsten præcist et år siden vandt Skjern med et enkelt mål i Gigantium - scoret i sidste sekund af Kasper Søndergaard, mens vi sejrede i Skjern.

Skjern har fået tilført mere skudkraft i bagkæden med Henrik Møllgaard, der spiller venstre bach med Jesper Jensen som playmaker og Søndergaard på højre back. På stregen Thomas Klitgaard og på fløjene de to raketter, René Rasmussen og Bjarke Christensen, der afløser skadede Andreas Toudahl.  Bjarke Christensen blev topscorer med 10 mål i sejren over BSV.

På bænken sidder stærke spillere som Lasse Mikkelsen, Jacob Østergaard, der spiller i forsvar i stedet for Kasper Søndergaard og Morten Vium Troelsen. Nyt træner-par i klubben er Ole Nørgaard og Antoni Parecki.

Nikolaj Jacobsen råder over samme mandskab som i de første kampe. Et mandskab, der har vist især godt forsvarsspil og god fight i de første kampe, selv om spillet ind imellem haltede lidt mod Skive fH i onsdags.

Nu gælder det Skjern - og mon ikke stemningen kommer på kogepunktet i isarenaen fra lørdag kl. 14.30.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere