Spar Nord slår på tromme for stemningen på lægterne i Gigantium

- 18/11/11

En af Aalborg Håndbolds samarbejdspartnere, Spar Nord, slår nu ekstra på tromme for at løfte stemningen på lægterne til hjemmekampene i Gigantium Arena, og det kan opleves fra kampen i morgen, fredag 18. november mod Skanderborg Håndbold.

Spar Nord har udstyret Aalborg Håndbold Support med nye og større trommer, ligesom der er komponeret en jingle specielt til Aalborg Håndbold komponeret af Jakob Bjerre. Desuden har supporterne øvet sig grundigt sammen med Jakob Bjerre for at få de rigtige rytmer, så hele Gigantium klapper med, når Kjelling og co. folder sig ud.

Henrik Møllgaard og Jacob Bagersted har også været med i øve-lokalerne sammen med Spar Nord, Jakob Bjerre og den hårde kerne fra Aalborg Håndbold Support, og resultatet af det kan du se på web-tv her på hjemmesiden.

Indslaget på web-tv slutter med en konkurrence, hvor du skal gætte, hvad Henrik Møllgaard svarer til sidst på Bagersteds spørgsmål Du deltager i konkurrencen ved at sende dit svar på sms til aah 1272 efterfulgt af A eller B for det svar, du vælger. Møllgaards svar offentliggøres mandag 28. november, og dagen efter offentliggør vi de fem vindere på www.aalborghaandbold.dk.

- Der kommer mange tilskuere til Aalborg Håndbolds kampe i Gigantium, og med dette tiltag håber vi at være med til at løfte stemningen i arenaen, så hjemmeholdet virkelig kan mærke, hvor mange fans de har i ryggen, siger bankdirektør i Spar Nord, John Lundsgaard.

- Det er et super initiativ, Spar Nord har taget for at få stemningen i Gigantium løftet. Vi har en flot fremgang i tilskuertallet i denne sæson, og når der er 2.000-3.000 tilskuere i Gigantium Arena,  skal der være gang i den, så vi kan lægge det rigtige tryk på modstanderne, der for alvor skal fornemme, at de er kommet på udebane, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere