​Sprudlende indsats sikrede overbevisende sejr

- 14/10/20

Vi leverede en pragtpræstation i aftenens EHF Champions League kamp og sejrede 32-24 hjemme i Jutlander Bank Arena mod HBC Nantes efter pauseføring på 16-9. Særligt Mikael Aggefors banede vejen, og han spillede en forrygende kamp med hele 23 redninger.

Vi kom buldrende ud af starthullerne til opgøret, og der skulle ikke gå mange minutter, før vi havde bragt os i front 6-1.

En timeout af gæsterne, blandet med en udvisning og tekniske fejl fra vores side, lukkede kortvarigt Nantes tilbage i opgøret, og de fik reduceret til 7-6.

Derefter fandt vi dog tilbage til samme gode takter fra kampens åbning, og udbyggede føringen frem mod pausen, hvor vi var i front 16-9.

Det var ikke mindst takket være Mikael Aggefors i buret, som gang på gang pillede pynten af de franske vicemestres skytter. 

I anden halvleg fortsatte vi med at holde speederen i bund og spillede os hurtigt til vores første ti-måls føring.

Føringen sneg sig undervejs op på 11 mål, inden vi slap gassen en smule i slutfasen. Nantes fik dermed bedre gang i målscoren, og de fik således pyntet til slutresultatet 32-24.

Det ændrer dog ikke på, at vi leverede en pragtpræstation, hvor der aldrig kom tvivl om udfaldet i anden halvleg. 

Forsvaret stod solidt, og vi spillede med fint flow i angrebet, hvor der også blev plads til nogle lækre detaljer undervejs.

Dagens mand var dog uden tvivl Mikael Aggefors, og vores svenske målmand fejrede sin nylige landsholdsudtagelse med en ægte pragtkamp - hvor det bl.a. blev til fire straffekastredninger undervejs.

Med sejren har vi fortsat maksimumpoint efter de første fire spillerunder i EHF Champions League, og vi ser nu frem mod en ny spændende udfordring på lørdag, hvor vi møder Bjerringbro-Silkeborg på udebane. 


Matchfacts

Aalborg Håndbold målscorere:
Magnus Saugstrup 6, Nikolaj Læsø 4, Jonas Samuelsson 3, Mads Christiansen 3, Henrik Møllgaard 3, Buster Juul 3 (2), René Antonsen 2, Lukas Sandell 2, Felix Claar 2, Sebastian Barthold 2, Benjamin Jakobsen 2.

HBC Nantes målscorere:
Mattéo Fadhuile-Crepy 5, Thibaud Briet 4, Baptiste Damatrin 4, Sebastian Augustinussen 2, Dragan Pechmalbec 2, Kiril Lazarov 2, David Balaguer 2, Lucas De la Breteche 1, Adrian Figueras 1, Milan Milic 1.

Udvisninger:

Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.
HBC Nantes: 1 x 2 min.

Redninger:

Mikael Aggefors: 23/46 (50 %)

Emil Nielsen: 7/23 (30 %)
Cyril Dumoulin: 3/19 (16 %)
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere