St. Gallen kommer med stor fysik og international rutine

- 20/11/15
Der er stor international rutine på det schweiziske mandskab fra St. Gallen, som vi møder i tredje runde af EHF Cuppen lørdag kl. 15.00 i Jutlander Bank Arena. Ikke færre end otte spillere i deres trup har "fremmed" pas, og mange af netop disse spillere er blandt de bærende kræfter på holdet fra alpelandet.

- Vi møder et stærkt hold, og vi skal helst have en sejr som et godt udgangspunkt før returkampen i Schweiz næste lørdag, siger cheftræner Jesper Jensen. Vi brænder alle for at spille en god kamp over 60 minutter på hjemmebanen.

St. Gallen er p.t. på femtepladsen i den hjemlige liga med 14 point for 12 kampe, men det er ikke mere end tre uger siden, holdet besejrede Kadetten Schaffhausen, som vi kender fra sidste sæsons Champions League, og som netop har vundet i Skjern i CL.

Blandt St. Gallens profiler kan nævnes den tjekkiske veterankeeper, 36-årige Martin Galia, der er i gang med sin 15. Europa Cup-turnering for klubber som Banik Karvina (Tjekkiet), Redbergslieds i Sverige, Frisch auf Göppingen og Lemgo i Tyskland, inden han for to år siden kom til sin nuværende klub.

Den unge tjekkiske playmaker, Tomas Babak, 21 år, er St. Gallens øjeblikkelige topscorer, og sidste sæson sluttede han som samlet topscorer i den schweiziske liga med 182 mål i 36 kampe. På højre backen skiftes kroaten Vedran Banic og serbren Igor Milovic til at score, mens de to schweizere, Benjamin Geisser på stregen og Jost Brücker på venstre fløj også er flittigt scorende.

Mens det er vores første europæiske kamp i denne sæson,  har St. Gallen været igennem to kvalifikationsrunder. Først mod finske Riihimäkki Cocks og dernæst to meget tætte opgør mod Alingsås HK fra Sverige. St. Gallen besejrede Alingsås med ét enkelt mål samlet.

Det er to dommere fra Hviderusland, der styrer slaget i Jutlander Bank Arena i morgen, nemlig Dzmitry Nabokau og Siarhei Kulik, mens Balas Soos fra Ungarn er EHF-delegeret ved kampen.

Det er fortsat muligt at købe billetterne til kampen på www.aalborghaandbold.dk og ved indgangen.

Der er stor interesse for kampen, og vi forventer igen omkring 3.000 tilskuere på lægterne.

 


Tilbage til oversigten

 

 
 
Eksklusivpartnere