Stefan Madsen klar til første slutrunde som landstræner

- 03/08/16
Vores assistenttræner på ligaholdet, Stefan Madsen, har i flere sæsoner arbejdet sammen med Claus Hansen som træner for diverse ungdomslandshold i Dansk Håndbold Forbunds regi. Altid med Claus Hansen som chef og Stefan som assistent.
 
Sådan har det også været med det nye U 18-landshold, der i næste uge deltager i deres første slutrunde, men Claus Hansen skal med A-landsholdet til OL som back up til Gudmundur Gudmundsson og Henrik Kronborg, og derfor er Stefan Madsen, 39 år, klar til sin første slutrunde som landstræner i næste uge i Kroatien.
 
- Jeg glæder mig til udfordringen, der ligger i at stå med ansvaret med for de 16 unge talenter – årgang 98-99, der netop er udtaget. Når man har med så unge spillere at gøre, og landsholdet er så nyt og ikke særligt sammenspillet, er det altid spændende at se, hvordan de klarer sig ved en slutrunde, siger Stefan Madsen.
 
- Vi kender af gode grunde heller ikke de andre nationers spillemæssige niveau. Vi går selvfølgelig efter at nå så langt som muligt ved EM i Kroatien i næste uge, men vi skal heller ikke glemme, at vi arbejder med de unge spillere for at udvikle dem – og på sigt gøre dem til A-landsholdsspillere. Hen over en sæson arbejder vi med en meget bred trup, for når spillere er 16-17 år, sker der meget med dem fysisk og spillemæssigt. Derfor kan der være stor udskiftning i truppen hen over en sæson. Nogle går i stå, mens andre lige pludselig udvikler sig med stormskridt, siger Stefan Madsen.  
 
EM spilles i den kroatiske hovedstad, Zagreb, og her indleder de danske talenter med to træningskampe søndag og mandag mod Kroatien. Selve turneringen indledes torsdag 11. august mod Rusland, og derefter følger kamp fredag mod Slovakiet og søndag mod Slovenien.  Placeringskampene spilles frem til og med søndag 21. august.
 
 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere