Stefan Madsen: Vi skal slutte af med manér i GOG onsdag

- 10/05/16
Skuffelsen over ikke at nå semifinalerne har endnu ikke lagt sig hos vores spillere og trænere. Det er imidlertid en kendsgerning, at vi onsdag kl. 18.30 spiller sæsonens sidste kamp, når vi på udebane møder GOG, der har nappet pladsen i den ene semifinale.

- Når vi skal evaluere slutspillet, så var det reelt hjemmekampen mod GOG, der kostede pladsen i semifinalen, siger cheftræner Stefan Madsen. Når man kommer i slutspillet uden point, skal man vinde de tre hjemmekampe, og det kiksede for os mod GOG. Vi tager til Gudme i morgen for at få revanche, og det kræver, at vi graver dybt for at finde de sidste fysiske og mentale ressourcer. Vi vil gøre alt for at slutte sæsonen af med manér.

GOG vandt 26-25 i Jutlander Bank Arena for 14 dage siden, og selv om vi med en sejr kommer på syv point og dermed op på siden af fynboerne, så har det ingen betydning, fordi de sluttede bedre end os i grundspillet.

Vi ved, at der igen skal holdes øje med GOGs Andreas Holst, der er topscorer i slutspillet med 39 mål i fem kampe. Sander Sagosen følger lige efter med 30 mål, mens Martin Larsen og Håvard Tvedten hver har scoret 26 mål. Fynboernes spil styres klogt af Lasse Kronborg, og både Minik Dahl Høegh og Niclas Kirkeløkke melder sig ind fra distancen. På stregen Lars Hald og nordmanden Henrik Jakobsen, på fløjene Tobias Møller og Mark Stradgaard og i målet Espen Christensen og Frank Mikkelsen.

Samtidig med denne kamp mødes KIF Kolding København og Århus Håndbold i Kolding.

Kampen i GOG dømmes af Ken Cardozo og Henrik Johnsen.

 


Tilbage til oversigten

 

 
 
Eksklusivpartnere