Succesfuld trio med Aalborg-DNA forlænger

- 01/05/20

Tre af grundstenene i Aalborg Håndbold har forlænget deres aftale med klubben – alle frem til sommeren 2023. Det drejer sig om cheftræner Stefan Madsen, anfører René Antonsen og viceanfører Henrik Møllgaard.

Fælles for trioen er, at de alle sammen har været en del af klubben i en længere årrække, og de har derfor alle klubbens DNA helt inde under huden.

Det er derfor også en særdeles tilfreds direktør, der glæder sig over at have stammen på plads de kommende sæsoner.

- Jeg er utrolig glad for, at Aalborg Håndbold også i fremtiden kan få gavn af denne trio. De passer alle sammen på den profil og de egenskaber, vi ønsker i klubben. Det er derfor rigtig glædeligt, at vi nu har kernen på plads til de kommende sæsoner, hvor vi fortsat vil forsøge at udvikle os på den nationale såvel som europæiske scene, siger Jan Larsen.

Stefan Madsen har været en del af klubben i mange år – først som håndboldkoordinator og assistenttræner, inden han overtog cheftrænerposten i sommeren 2018. De to første sæsoner har budt på to DM-titler, en pokaltitel og en Super Cup triumf – men han er stadig sulten efter mere.

- Jeg er rigtig glad for at fortsætte og ser med spænding frem mod de kommende udfordringer. De første to år som cheftræner i klubben har budt på mange store oplevelser, og jeg har fortsat store ambitioner om at jagte flere triumfer til Aalborg Håndbold i fællesskab med alle i og omkring klubben, siger Stefan Madsen.

René Antonsen og Henrik Møllgaard har begge været et symbol på Aalborg Håndbold de senere år. Tilsammen er de noteret for næsten 1.000 scoringer, mere end 400 kampe og ikke mindst mere end 10 titler i deres tid i Aalborg-trøjen.

- Jeg er yderst tilfreds og meget stolt over at kunne fortsætte i Aalborg Håndbold. Klubben betyder noget helt særligt for mig, og jeg føler mig rigtig godt tilpas i min rolle som anfører og leder på holdet. Den rolle glæder jeg mig til fortsat at udfylde, og jeg er klar til at gå forrest i jagten på flere titler til klubben, siger René Antonsen.

- Mit skifte tilbage til Danmark og ikke mindst Aalborg Håndbold har været det helt rette for mig, og derfor er jeg også utroligt glad for at fortsætte i klubben de kommende sæsoner. Jeg har stadigvæk store ambitioner, og det ved jeg også gælder for Aalborg Håndbold – derfor er det et perfekt match for mig. Jeg er klar til fortsat at tage et stort ansvar og bidrage på alle tænkelige måder på vejen mod de nye spændende udfordringer, der venter forude, siger Henrik Møllgaard.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere