Tidligt topopgør onsdag kl. 18.30 på udebane i Aarhus

- 22/09/14
Cheftræner Erik Veje, Århus Håndbold, var før denne sæson ude at melde, at han råder over et både stærkt og bredt mandskab med stort potentiale.  Indtil videre har holdet indfriet cheftrænerens forventninger og er efter fem kampe på en delt andenplads med syv point for fem kampe - det samme som os. (HC Midtjylland kan med en sejr i aftenens kamp mod Team Tvis Holstebro rykke op på andenpladsen med otte point).

Vi har ligesom onsdagens modstandere fået en godkendt start på sæsonen og er fortsat ubesejret - dog med tre uafgjorte kampe i bagagen. Vi ved, at der som altid venter en yderst vanskelig opgave på onsdag i NRGi Arena i Aarhus, hvor vi har tabt de seneste to sæsoner.

- Vi skal holde vort niveau fra kampen mod GOG i fredags og gerne lægge lidt på, for på onsdag er vi på udebane, og Rune Ohm og co. har større rutine og mere fysik at byde ind med, siger cheftræner Jesper Jensen, der glæder sig over fremgangen i angrebsspillet i fredags.

Århus Håndbold råder fortsat den rutinerede stamme med Jan Tromle Nielsen i målet, Mads Lind på stregen, Henrik Hansen som playmaker og Rune Ohm på højre back. Sidstnævnte beviste så sent som i fredags på Mors, at han fortsat har gang i venstre hånden: Otte rene mål, heraf Århus' første seks mål i 2. halvleg.

De rutinerede spillere suppleres bl.a. af nytilkomne Torben Petersen, venstre back, fra Odder Håndbold, Elijan Dzankovic, Jannik Mazur, Rasmus Nielsen, Mikkel Saad og Frederik Krarup.

Kampen spilles onsdag kl. 18.30 i NRGi Arena og dømmes af Per Olesen og Claus Gramm Pedersen.



 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere