​Tilbage på sejrskurs

- 08/12/18

Vi vandt 25-29 i eftermiddagens udekamp mod Nordsjælland Håndbold efter pauseføring på 11-16, og vi holder dermed fast i førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Andreas Holst satte kampens første scoring ind, og selvom vi var i front fra start, så åbnede kampen noget rodet. Vi havde momenter i indledningen, hvor kontrafasen fungerede formidabelt, mens vi samtidigt også havde perioder, hvor der sneg sig for mange opspilsfejl ind.

Heldigvis var det de positive tendenser, som fyldte mest, og det betød, at vi langsomt fik opbygget en solid føring i løbet af første halvleg. En føring der til pause var vokset til 11-16.

Forspringet var også oppe på seks scoringer både i slutningen af første halvleg og i indledningen af de sidste 30 minutter. Vi formåede dog aldrig at snøre sækken helt til, og hjemmeholdet kæmpede og hang hele tiden på med det yderste af fingerspidserne.

Det betød, at der hele tiden skulle knokles – og det blev der. Drengene leverede en forrygende fight kampen igennem, og de viste også flere glimt af storspil, selvom slutproduktet til tider manglede.

Indstillingen var der dog ikke en finger at sætte på, og hver gang Nordsjælland var ved at få færten af et comeback, så fik vi slået til. Hjemmeholdet kom derfor ikke tættere på end tre mål, og sejren kom derfor aldrig rigtig i fare.

Mikael Aggefors vogtede målet i dag, og det gjorde han fremragende. Han stod en flot kamp og havde 14 redninger undervejs – flere af dem på kæmpe chancer til hjemmeholdet. Til slut i kampen tog Aggefors dog plads på bænken under et enkelt straffekast, hvor unge Søren Brunsborg kom på mål, og han fik dermed sin ligadebut.

En anden der også fik debut var vores store stregspiller Knud Ronau, der var inde i slutfasen, og han fik dermed sin debut for Aalborg Håndbold på sin gamle hjemmebane. Knud blev skadet under en ungdomsslutrunde i sommers, og han har sidenhen kæmpet for at komme tilbage på banen, og det gav altså pote i dag.

Med sejren tager vi to vigtige point til kontoen, som betyder, at vi holder fast i ligaens førsteplads. Næste opgave er på fredag hjemme i Jutlander Bank Arena mod Ribe-Esbjerg HH.

MATCHFACTS:
Målscorere for Nordsjælland Håndbold. 
Nicolas Kristiansen 6, Andreas Nielsen 5, Carl-Emil Haunstrup 4, Dan Beck Hansen 4, Johan Meklenborg 3, Aku Kreutzmann 2, Kasper Kisum 1.

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Henrik Møllgaard 5, Ómar Ingi Magnússon 5, Mark Strandgaard 4, Janus Smarason 3, René Antonsen 3, Sebastian Barthold 2, Magnus Saugstrup 2, Tobias Ellebæk 2, Andreas Holst 2, Mikael Aggefors 1. 

Udvisninger:
Nordsjælland Håndbold: 5 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 5 x 2 min.

Dagens dommere var Nicklas Pedersen og Nichlas Nygaard. 

Dagens tilskuertal var 452. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere